Helle Thomsen fortsætter trænerkarrieren i Tyrkiet
Den danske håndboldtræner, som har et imponerende cv, bliver ny træner for den tyrkiske mesterklub Kastamonu.

Den danske håndboldtræner, som har et imponerende cv, bliver ny træner for den tyrkiske mesterklub Kastamonu.

Håndboldtræner Helle Thomsen skal fremover stå i spidsen for Kastamonu, som er det tyrkiske mesterhold.
Det skriver TV2 Sport med henvisning til klubbens Instagram-profil, hvor der er en video med danskeren samt teksten "Velkommen Helle Thomsen".
Helle Thomsen har tidligere stået i spidsen for FC Midtjyllands kvinder samt været både svensk og hollandsk landstræner.
Hun har desuden været klubtræner i Rumænien og Norge. De seneste to sæsoner har hun været i norske Molde.
Også den russiske klub Rostov-Don var i spil som Helle Thomsens nye klub. Det bekræfter Thomsens agent over for TV2 Sport.
- Det er korrekt, at Helle har sagt nej til Rostov-Don. Hun skal ikke til Rusland, siger agenten Michael Hansen fra Connect til TV2 Sport.
Thomsens cv tæller blandt andet tre DM-titler med FCM, som i dag går under navnet Herning-Ikast Håndbold. Desuden har Thomsen ført både Sverige og Holland til medaljer i slutrundesammenhæng.
/ritzau/