EH Aalborg rykker ud af HTH Ligaen med samme pointantal som Skanderborg, og Aalborg-direktør er dybt skuffet.

Der blev kylet en våd klud direkte i ansigtet på ledere og håndboldkvinder i EH Aalborg tirsdag, da klubben blev erklæret som nedrykker fra HTH Ligaen.

Baggrunden var beslutningen på skrivebordet i ledelsen i dansk håndbold om at lukke sæsonen for ligaerne og 1. division før tid på grund af coronakrisen.

Dermed blev slutstillingen, at EH Håndbold med syv point rykker ud og går glip af tre kampe i grundspillet, som i teorien kunne have reddet klubben.

»Vi er dybt skuffede og vrede over, at man har truffet den mest unfair beslutning af alle. Det har aldrig ligget i kortene i denne her lange proces, at det kunne ende sådan. Det har været udgangspunktet, at der skulle spilles færdigt,« siger Henrik Skals, som er direktør i EH Aalborg, og fortsætter:

»Når det ikke kunne lade sig gøre, er vi dybt chokerede over, at man trak det kort, når der var andre muligheder. Vi havde foreslået at fortsætte med 15 hold i ligaen.«

Set fra EH Aalborgs synsvinkel er nedrykningen særdeles ærgerlig. Det var nemlig meget tæt i bunden af rækken, hvor AH Aalborg rykker ud med syv point.

Skanderborg Håndbold har også syv point, mens Horsens har otte point.

EH Aalborg manglede tre kampe i grundspillet herunder et opgør mod Skanderborg, så muligheden for overlevelse eksisterede i den grad.

Aalborgenserne har forstået, at man ikke ville udvide rækken med et hold, fordi kampprogrammet så ville blive for presset i næste sæson, men det forstår Henrik Skals ikke:

»Vi har fået besked om, at der ikke var plads i kalenderen, men man kan jo gøre alt med matematik og turneringsstruktur, og der er lange pauser omkring juletid.«

»Man foreslog også, at vi skulle spille langt ind i sommeren i denne sæson, og hvorfor kan man ikke gøre det næste år. Det forstår jeg ikke. Det, som man kan gøre af nød det ene år, det kan man ikke det næste år,« siger Henrik Skals.

Han og klubben affinder sig med situationen og kigger nu frem mod en sæson i den næstbedste række.

»Vi lægger os ikke fladt ned. Men det er klart, at det er nogle andre proportioner, vi nu arbejder ud fra både økonomisk og sportsligt. Så det er en ny start for EH Aalborg,«  siger direktøren.

I HTH Ligaen bliver Team Esbjerg kåret som dansk mester og tildeles plads i Champions League. Odense Håndbold kåres som sølvvinder og spiller EHF Cup, hvilket også Viborg HK og Herning-Ikast Håndbold gør. Vendsyssel Håndbold rykker op i HTH Ligaen.

/ritzau/