En tragedie har ramt sportsverdenen i Rusland.

For strandhåndboldspilleren Ekaterina Koroleva er blevet fundet død efter afslutningen på EM i strandhåndbold.

Det skriver Det Europæiske Håndboldforbund i en pressemeddelelse.

Koroleva var ude at svømme i en sø søndag, da noget pludselig gik galt, og om aftenen blev hun fundet død. De helt specifikke omstændigheder bliver lige nu undersøgt af politiet, oplyser det russiske håndboldforbund.

'Det russiske håndboldforbund vil gerne udtrykke de dybeste kondolencer til Ekaterinas venner og pårørende. Vi sørger med jer,' skriver forbundet desuden.

Ekaterina Koroleva blev kun 20 år, og hun blev for alvor en del af håndboldverdenen, da hun var 15 år. Sammen med det russiske kvindehold blev hun nummer ni ved det netop afviklede EM i strandhåndbold i Polen, som Danmark vandt. Koroleva spillede kamp søndag og scorede ni mål for det russiske landshold.

Det er blot en uge siden, at et andet dødsfald rystede sportsverdenen. Den schweiziske fodboldspiller Florijana Ismaili blev fundet død på bunden af Como-søen efter en svømmetur.

Hun var hoppet i søen for at tage en dukkert, men kom aldrig op til overfladen igen. Hun blev blot 24 år.