Den schweiziske fodboldspiller Florijana Ismaili er fundet død på bunden af Como-søen.

24-årige Florijana Ismaili forsvandt lørdag eftermiddag under en ferie ved den italienske sø, hvor hun sammen med en ven havde lejet en båd.

Hun hoppede i søen for at tage en dukkert, men kom aldrig op til overfalden igen, og siden da myndighederne søgt efter hende.

Florijana Ismailis bror har tidligere udtalt, at han ikke havde noget håb om at finde sin søster i live, og at familien blot ventede på, at hendes lig ville blive fundet på bunden af søen.

Nu behøver familien altså ikke at vente længere.

Ifølge italienske medier er Florijana Ismaili blevet fundet i en dybde på 204 meter i Como-søen, som er 410 meter på det dybeste område. Det skriver norske Dagbladet.

Vennen, som Florijana Ismaili var på ferie med, har tidligere fortalt, at han gik i panik, da hun ikke kom op fra vandet.

»Jeg skreg desperat hendes navn. Jeg troede, hun forsøgte at skræmme mig, og hun pludselig ville dukke op på den anden side af båden,« lød det fra vennen.

Xherdan Shaqiri, der spiller på Schweiz' herrelandshold samt for Premier League klubben Liverpool, er en af dem, som har sendt en medfølende hilsen i kølvandet på Florijana Ismailis død.

»Jeg er i chok over Florijana Ismailis død. Min familie og jeg vil gerne sende vores dybeste medfølelse til Ismailis familie og hendes nærmeste,« skriver han på sociale medier.

Florijana Ismaili spillede til daglig i den schweiziske klub Young Boys. Hun nåede desuden at spille 33 kampe for det schweiziske landshold, der lige akkurat ikke kvalificerede sig til den igangværende VM-slutrunde.

Hun blev blot 24 år.