Den danske landsholdsspiller Louise Burgaard har smagt både på den søde og den sure side ved at være udlandsprofessionel.

Det fortæller den 28-årige højreback, der i sommeren 2019 skiftede fra Herning-Ikast Håndbold til Metz i den bedste franske række, i sin egen podcast 'Atleter uden filter'.

Sammen med det franske hold spillede Louise Burgaard sig i denne sæson frem til Champions Leagues kvartfinaler, hvor modstanderen var et andet fransk hold.

Og her oplevede danskeren en for hende hidtil ukendt side af håndboldsporten.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Få dage inden den første kvartfinalekamp hørte hun pusleri ude på sin terrasse Og da hun kiggede ud lå der to lightere og en seddel med teksten 'din røvbeskidte luder' på fransk.

Samme dag oplever hun at få smurt hundelort ud over sin bils forrude. En person havde placeret en hundelort på vinduesviskerne, og da Burgaard tændte for viskerne, var der pludselig hundelort over hele ruden.

Og da hun kommer hjem fra træning, eskalerer chikanen.

»Da jeg så kommer hjem, kan jeg høre, at det ringer på, og jeg går ud og kigger, men der er ikke nogen. Så kan jeg høre en, der står og råber, og så går jeg ud til min terrasse igen, og så står nok den samme, der har kastet den seddel op, for det er i hvert fald de samme ord, han råber efter mig,« fortæller Louise Burgaard i sin podcast.

»Jeg har aldrig oplevet før, at folk har været grove ved mig på den måde, men det var godt nok virkelig, virkelig irriterende, og det her med, at han ved, hvor man bor, det er virkelig, virkelig ubehageligt.«

Louise Burgaard og Metz endte med at tabe Champions League-kvartfinalerne til Brest, der har danske Sandra Toft på mål.