De danske håndherrer skal inden længe forsvare VM-guldet – men det bliver med restriktioner, forholdsregler og isolation som en del af optakten.

Det skyldes, at det Internationale Håndboldforbund (IHF) har indført en række coronarestriktioner, der i værste fald kan få store konsekvenser for de deltagende nationer ved VM.

Af den årsag vil de danske håndboldherrer i et stort omfang isolere sig. Det betyder, at de traditionelle fornøjelser for fans, såsom selfies og autografskrivning med landsholdet, bliver droppet, når Danmark spiller VM-testkampe 5. og 7. januar i Odense og København.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund til B.T.

»Der er ikke noget, spillerne hellere vil end at komme ud at hilse på vores fans og skrive autografer. Så vi er rigtig ærgerlige over, at situationen er sådan her,« lyder det fra Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Han fortsætter:

»Men når IHF har besluttet, at der skal testes for corona både før og under VM, bliver vi nødt til at være forsigtige. Til gengæld er holdet topmotiveret for at give alle en stor håndboldoplevelse på banen.«

IHF kræver, at samtlige spillere skal testes flere gange i løbet af VM. I dagene før VM, efter gruppespillet og lige inden en eventuel kvartfinale.

Tester spillerne positive, kan de første vende tilbage i truppen efter fem dage. Såfremt de kan fremvise en negativ pcr-test.

I værste fald kan ende i, at danske spillere misser store dele af VM, hvis uheldet er ude. Det så man blandt andet sidste år ved EM.

Her måtte tæt på halvdelen af den islandske trup trække sig fra et opgør mod Danmark, ligesom Holland satte en træner på holdkortet på grund af smitte.

VM spilles i Polen og Sverige fra 11. til 29. januar. Danmark indleder VM mod Belgien 13. januar. Her vil der ikke være restriktioner for fans.