De ungarske spillere er hærdet i store klubber og er vant til hårde kampe fra Champions League.

De danske håndboldkvinder kommer på den hidtil sværeste opgave ved VM, når de står overfor Ungarn i den første mellemrundekamp onsdag aften.

Ungarerne udstråler måske ikke fordums storhed, men hovedparten af spillerne er trods alt hentet i internationale topklubber som Ferencvaros og Györ.

- Der er ikke så meget pis, og de er vant til gamet. De spiller meget fysisk håndbold og har en god blanding af store skytter og små gennembrudsspillere.

- Det er et hold, der har skiftet en del ud, har fået nogle yngre spillere ind og har fået en ny træner, siger den danske fløjspiller Simone Böhme, der er på kontrakt hos Siofok i den ungarske liga.

Ungarn er under pres, fordi holdet tabte sin sidste gruppekamp til Tyskland. Det betyder, at ungarerne kun har to point med til mellemrunden og dermed starter to point efter Danmark.

Men der er grund til at have respekt for spillerne fra den traditionsrige håndboldnation, fastslår Simone Böhme.

- De har en masse energi og gåpåmod, og selv om der er mange unge spillere med denne gang, er de allerede hærdet gennem Champions League og den ungarske liga, som er megahård, påpeger hun.

Ungarn har ni gange taget medalje i VM-sammenhæng, men har været nede i en lille bølgedal i de senere år.

Ved de seneste tre verdensmesterskaber er holdet således sluttet uden for top-10.

/ritzau/