Det kom som noget af en overraskelse, da det i slutningen af maj kom frem, at Bygma havde trukket sig som hovedsponsor for Håndboldherrerne. Blot få måneder inden OL.

Men nu er der fundet en ny, fortæller DHF i en pressemeddelelse.

Og det er Norlys, der nu har skrevet under på en treårig kontrakt som hovedsponsor. Et sponsorat, der officielt begyndte den 1. juli.

»Vi er enormt stolte af sammen med Norlys at kunne præsentere dette nye samarbejde. I Dansk Håndbold Forbund oplevede vi hurtigt et fælles værdigrundlag med Norlys, der gør det her til et perfekt match. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har befundet os i en usikker tid rent økonomisk med coronaens indtog,« siger direktør i Dansk Håndbold Forbund, Henrik M. Jacobsen.

»Alligevel er vi blevet mødt med en stor interesse fra en række potentielle sponsorer, der har bekræftet os i, at Håndboldherrerne er en yderst attraktiv samarbejdspartner for erhvervslivet.«

»Hovedsponsoratet for Håndboldherrerne er ikke kun en stor aftale for dansk håndbold, men der er også tale om et af de største sponsorater i dansk sport,« siger Henrik M. Jacobsen desuden.

Han fortæller, at han ser frem til de næste tre år og siger desuden, at samarbejdet mellem landshold og sponsor 'skal tages til nye højder'.

Da det stod klart, at Danmark manglede en ny hovedsponsor, fortalte sponsorekspert Thomas Badura, direktør i firmaet SponsorPeople til B.T., at han ikke regnede med, det ville blive svært for de de dobbelte verdensmestre at finde en ny.

»Det afhænger af timingen, men jeg synes godt, man kan gå ud og efterspørge en pris i niveauet omkring 12 millioner kroner om året for sponsoratet af håndboldherrerne,« sagde han og tilføjede:

»Det er en af de mest attraktive sportsrettigheder, man kan arbejde med. Det er, hvad man i vores verden definerer som en premium-platform. De har et rigtig godt udgangspunkt,« sagde han.

Der kommer dog ikke til at stå 'Norlys' med store bogstaver på landsholdstrøjerne i Tokyo. Det skyldes, at det til OL ikke er tilladt at have sponsorer på spillertrøjerne.