Dansk Håndbold Forbund kæmper for at redde EM-slutrunden på hjemmebane, efter Norge har trukket sig som medvært.

Men det tager længere tid at nå frem til en afklaring end først antaget. Det siger DHF-formand Per Bertelsen til B.T.

»Vi knokler som sindssyge for at løse opgaven. Vi havde regnet med, vi kunne komme ud med en afklaring i dag (tirsdag, red.). Men det når vi simpelthen ikke. Nu håber jeg, vi kan komme med en udmelding torsdag. Der er så mange uafklarede spørgsmål, som vi er nødt til at have på plads,« siger Per Bertelsen og fortsætter:

»Lige nu sidder vi blandt andet og diskuterer, hvem af vores egne folk der kan være inde i de røde zoner – hvem kan være væk fra familien i tre uger. Vi havde jo styr på den del oppe i Frederikshavn, men de mennesker er jo lukket inde deroppe nu. Der er rigtig mange udfordringer.«

Efter Norge har trukket sig, er kulturminister Joy Mogensen kommet på banen med en bekymring om, hvorvidt EM ‘kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt’. Er det en bekymring, du deler?

»Jeg kan kun sige, at alle spillere, alle delegerede, alle dommere – alle der overhovedet kommer i nærheden af spillerne – ryger ind i en rød boble og kommer ikke i kontakt med andre mennesker overhovedet under hele mesterskabet. Vi har i håndbolden hele tiden fulgt de retningslinjer, der er for elitesport i Danmark – men for mesterskabet er restriktionerne så meget, meget skarpere.«

Så du mener ikke, det ændrer noget på sundhedsrisikoen, hvis I overtager kampene fra Norge?

»Nej, det bliver afholdt i to forskellige byer, og spillerne indkvarteres på tre forskellige hoteller, hvor der er de her røde zoner. Så nej, det kan jeg ikke se.«

Har I fundet et sted at placere kampene fra Norge?

»Vi har en løsning på det, ja.«

Og hvad er den?

»Det kan jeg ikke sige lige nu. Lige nu arbejder vi i døgndrift på at få alle ender til at mødes. Det er omfattende at få sådan et rød zone-koncept og hygiejnekoncept etableret. Hold kæft, der er mange ting. Vi sidder ikke og piber, vi havde nok bare håbet, vi var længere fremme nu, end vi er. Men vi skal nok nå det.«

Har I fået styr på den økonomiske del i forhold til at overtage kampene fra Norge?

»Det blev vi færdig med i aftes, og nu afventer vi så. Jeg tror ikke, det er det, der ender med at blive problemet.«

Betyder det, der er styr på, hvem der betaler de ekstra omkostninger?

»Det er sådan, vi har en aftale med EHF (det europæiske håndboldforbund, red.) og det norske forbund om, at vi skulle lave et overslag på, hvad omkostningerne i Danmark ville være, hvis vi skulle overtage Norges del. Det blev vi færdig med i aftes, og det har vi afleveret til EHF.«

Så nu er det op til EHF at finde ud af, hvordan man finder pengene?

»Ja, EHF og Norge må jo prøve at snakke om, hvordan man løser det.«

Skåret ud i pap: Du regner ikke med, at økonomien spænder ben for slutrunden?

»Jeg regner med at vi sidst på ugen – gerne torsdag – kommer med et statement om, hvorvidt kan gennemføre det her eller ej.«

Hvor stor er chancen for, at EM bliver afviklet?

»I øjeblikket kan jeg godt have en ide om, hvor stor en procentdel det er. Men om en time kan det være helt anderledes. Så jeg har ingen anelse om det. Der sker hele tiden noget. Det er dybt frustrerende. Det kan være, Mette Frederiksen lige pludselig lukker hele landet ned, og så er vi jo lige vidt. Jeg kan bare sige, vi knokler løs i administrationen og hos de frivillige for at få det her til at lykkes for håndbolden.«