Der er i den grad stor grund til at smile hos håndboldspilleren Fredrik Schilling og den tidligere Paradise Hotel-deltager Jasmin Rendbæk.
For i slutningen af oktober kunne de fortælle, at de vente deres andet barn, og i denne weekend skete der så endnu en stor ting.
For under et weekendophold gik Fredrik Schilling på knæ og stillede det helt store spørgsmål.
'Verdens største ja,' skriver Jasmin Rendbæk i et opslag på Instagram, hvor hun viser forlovelsesringen frem.
En guldring, med tre sten - to små for parrets børn og en stor i midten for deres forhold, har hun fortalt i en story på Instagram.
Også Fredrik Schilling har offentliggjort den gode nyhed på de sociale medier.
'Happy wife happy life? Det må tiden vise, hun sagde heldigvis JA,' skriver han i et opslag på Instagram.
Jasmin Rendbæk deltog i Paradise Hotel tilbage i 2017, hvor hun også vandt den eftertragtede titel som 'Miss Paradise'.
Efter hjemkomsten fandt hun i efteråret 2017 så sammen med Fredrik Schilling, der til dagligt spiller for Århus Håndbold. Forholdet bekræftede hun i november det år, og dengang fortalte hun, at selvom hun ønskede at vise Fredrik Schilling frem, ville hun også gerne værne om parrets privatliv.
Siden har hun dog ofte delt billeder af både kæresten - som nu er hendes forlovede - og datteren Luna på to år, som til foråret kan kalde sig for storesøster.
'Aldrig har noget føltes så rigtigt, som at skulle blive gammel med ham her. Tak for at være min bedste ven, den bedst tænkelige far og ikke mindst, tak for at ville dele resten af livet med mig. Jeg er sgu heldig. Og lykkelig,' skrev Jasmin Rendbæk mandag efter at have offentliggjort forlovelsen.
Præcis hvordan Fredrik Schilling friede, vil hun dog ikke gå i detaljer med, fortæller hun i en story.
'Jeg har faktisk lyst til at holde lidt privat, hvordan Fredrik friede til mig. Men jeg kan fortælle, at det var uden tvivl en af de største dage i mit liv. Fredrik gik på knæ på den mest perfekte, gennemførte og romantiske måde. Aldrig er jeg blevet så overrasket før,' skrev hun mandag aften.