Det danske håndboldlandshold fik fint besøg efter at have åbnet VM med en knusende 39-16-sejr over Chile.

Kronprins Frederik dukkede op i omklædningsrummet under tribunerne i Royal Arena for at lykønske spillerne med præstationen og den overbevisende sejr.

»Vi vandt heldigvis stort nok til, at kronprinsen også havde lyst til at kigge forbi omklædningsrummet. Han var glad for starten og ønskede os held og lykke videre i turneringen,« siger Henrik Møllgaard.

Inden kampen havde kronprinsen åbnet den danske del af VM-turneringen med en kort tale til publikum i den udsolgte arena.

Kronprins Frederik holder tale før Danmark spiller sin første VM landskamp mod Chile i Royal Arena i København, torsdag den 10. januar 2019.
Kronprins Frederik holder tale før Danmark spiller sin første VM landskamp mod Chile i Royal Arena i København, torsdag den 10. januar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han overværede kampen fra tilskuerpladserne flankeret af blandt andre Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Selv om den danske VM-lejr nu rykker til Herning, er det ikke sikkert, spillerne har fået det sidste royale besøg i denne omgang.

»Han sagde, at han vil kigge forbi igen, når den tid forhåbentlig kommer,« siger Møllgaard med henvisning til, at Boxen i Herning lægger gulv til medaljekampene om godt to uger.

Det danske hold skal i aktion igen på lørdag, hvor modstanderen er Tunesien.

/ritzau/