Det var et kæmpe chok, da håndboldspilleren Mia Rej skiftede fra København Håndbold til Odense Håndbold mandag.

Nu fortæller den 30-årige playmaker, at det bliver svært, når datoen viser 26. februar 2021. For her skal hun nemlig i kamp mod sit gamle hold:

»Jeg er glad for, at der trods alt er et stykke tid til, og jeg er også glad for, at det er her i Odense Idrætshal og ikke i Frederiksberghallerne. For det bliver uden tvivl noget af det sværeste, jeg kommer til at opleve i min karriere,« siger Mia Rej til TV 2 SPORT.

Hun fortæller også, at hun på trods af det hårde farvel glæder sig til nye udfordringer med Odense Håndbold.

Mia Rej.
Mia Rej. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mia Rej har underskrevet en aftale på halvandet år med Odense, og hun skal blandt andet erstatte Helena Elver, der er ude med en skade.

»Oven på en trist melding om Helena Elvers knæskade glæder det mig, at vi har fået muligheden for at tilknytte Mia Rej til vores i forvejen stærke trup,« siger Odenses cheftræner, Ulrik Kirkely, i en pressemeddelelse mandag.

Mia Rej har spillet i København Håndbold siden 2014 og var med til at vinde det danske mesterskab i 2017.

Hun blev med 33 mål den mest scorende spiller for Danmark ved det netop overståede EM i Håndbold. Danmark endte som nummer fire.