Den franske fodboldklub Paris Saint-German har fyret cheftræner Thomas Tuchel.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Christian Eriksens tidligere træner i Tottenham, Mauricio Pochettino, er storfavorit til at overtage roret i storklubben – og der spekuleres i, at det kan bane vejen for et Eriksen-skifte fra Inter til Paris.
Tuchel har vundet det franske mesterskab to gange ud af to mulige med PSG, og han styrede også klubben til sejr i begge pokalturneringer sidste sæson.
Det er dog ikke lykkedes for den 47-årige tysker at indfri klubejernes helt store drøm: at vinde Champions League.
I sommer kom klubben tættere på end nogensinde, da den nåede hele vejen til finalen. Her løb holdet dog ind i et 0-1-nederlag til Bayern München.
»Jeg vil gerne takke Thomas Tuchel og hans stab for alt, de har bidraget med til klubben,« siger PSG-præsident Nasser al-Khelaifi.
»Thomas har lagt en masse energi og passion i jobbet, og vi kommer til at huske de store øjeblikke, vi delte sammen. Jeg ønsker ham alt det bedste i fremtiden,« lyder det fra klubpræsidenten.
PSG ligger på tredjepladsen i den franske Ligue 1.
/ritzau/