Hele Royal Arena vidste godt, den var gal. 

Den danske landsholdsspiller Jacob Holm røg i gulvet efter blot få minutter på banen i landskampen mod Sverige i et solouheld. 

Han måtte bæres fra banen af den danske stab, og det var tydeligt at se, at alle på banen og omkring godt vidste, at den var gal. 

»Du er nødt til at tage fat i Jacob, jeg ved ikke, hvor meget jeg kan sige. Du kender reglerne. Men det er ikke for godt, nej,« siger en bekymret Nikolaj Jacobsen til B.T. efter Sverige-kampen. 

Danmarks cheftræner Nikolaj Jacobsen. Håndboldkampen i EHF Euro Cup mellem Danmark og Sverige i Royal Arena i Ørested søndag den 11. maj 2025.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Danmarks cheftræner Nikolaj Jacobsen. Håndboldkampen i EHF Euro Cup mellem Danmark og Sverige i Royal Arena i Ørested søndag den 11. maj 2025.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Claus Bech/Ritzau Scanpix

Du kan læse B.T.s dom her, som endte med dansk nederlag. 

Det var tydeligt at se, at de danske spillere lige skulle sluge chokket, efter Holm var båret fra banen. 

»Det er da klart, når man lige får beskeden, er det ikke verdens fedeste øjeblik. Og så i en træningskamp, hvor Jacob nåede at være på banen i fire minutter,« siger landstræneren og fortsætter: 

»Det gør ondt i en ellers fin håndboldkamp, der ikke betyder alverden ellers. Det lægger en dæmper på det hele, og lige nu prøver vi at hjælpe Jacob så godt, som vi kan,« lyder det fra Nikolaj Jacobsen. 

Endnu er intet officielt meldt ud omkring Holms skade.