398 dage. Så længe varede Casper U. Mortensens skadeshelvede, hvor han blot kunne se til fra sidelinjen.

Men nu er den danske Barcelona-spiller tilbage i topform.

»Jeg gjorde comeback her i Barcelona i Champions League den 15. februar efter at have været ude i 398 dage,« fortæller Casper U. Mortensen i et interview til TV3 Sport, som du kan se i toppen af artiklen.

»Mit knæ har det godt, og jeg nåede at være med i en måned på fuld tons, træne med i samtlige træninger og få en masse kampe i benene.«

Casper U. Mortensen kan glæde sig over, at han nu langt om længe er kommet sig over sin knæskade.
Casper U. Mortensen kan glæde sig over, at han nu langt om længe er kommet sig over sin knæskade. Mads Claus Rasmussen

Men så kom coronakrisen som bekendt, og derfor er den danske landsholdsstjerne tilbage ved selvtræningen hjemme i Spanien, hvor man blandt andet har indført udgangsforbud.

Denne gang foregår hjemmetræningen dog i et lidt mere optimistisk lys for Casper U. Mortensen.

»Nu er jeg så tilbage for at træne for mig selv, men i en helt anden situation, ligesom alle mine andre holdkammerater. Det er trods alt rart, at jeg er fit for fight og på hundrede procent.«

»Det er en dejlig følelse. For et års tid siden var det mere deprimerende. Jeg nyder, at jeg er tilbage,« lyder det fra danskeren.