Danske TV-seere skal fortsat slå over på TV3 Sports kanaler, når der skal ses Champions League-bold - det skal de svenske og norske tv-seere derimod ikke.

Nordic Entertainment Group (NENT Group) kunne forleden melde ud, at Champions League-fodbold fortsætter på deres danske kanaler frem til minimum 2024.

Men nogenlunde samtidig meddelte NENT, at man ikke længere havde råd til at fortsætte med Champions League-rettighederne i Sverige og Norge - hvor seerne nu for første gang i mange år skal finde den prestigefyldte klubturnering på en ny kanal.

Anders Jensen, administrerende direktør i NENT Group, fortæller nu til Mediawatch, at man bevidst lod rettighederne i Norge og Sverige fordufte for at redde Danmark.

DENIS CHARLET

»Der har også været en hård budkamp i Danmark, men der gik vi mere aggressivt frem. Vi flyttede nogle penge fra Sverige og Norge for at forsvare Champions League-rettighederne i Danmark. Det skyldes blandt andet nogle nationale forskelle,« siger han og fortsætter:

»I Norge er der en stor spiller, som har tabt Premier League, og i Sverige har en stor teleoperatør købt et medieselskab. Så der er lidt forskellige dynamikker i de enkelte lande.«

Kampen om rettighederne til den eftertragtede turnering er de senere år blevet hårdere og hårdere. I Sverige overtager Telia sammen med svensk TV4 og CMore - ifølge Expressen - rettighederne fra NENT.

Og prisen for rettighederne i Sverige svarer angiveligt til, hvad rettighederne tidligere kostede tilsammen i Norge, Danmark og Sverige.