Håndboldglade danskere kunne ånde lettet op, da DR for knap en måned siden sikrede sig rettighederne til Champions League-kampene for både mænd og kvinder.

Men det var ikke det eneste, som DR scorede. 

De har nemlig også fået en ny ekspert på holdet i den tidligere landsholdsspiller og håndboldekspert på Viaplay Lotte Grigel. 

Det fortæller hovedpersonen selv til B.T.

»Det var ikke ret lang tid efter, at DR sikrede sig rettighederne. Deres redaktør ringede og spurgte, om jeg havde mulighed for at hjælpe dem lidt. Agere lidt ekspert, som jeg tidligere har gjort,« siger Lotte Grigel.

»Det var mega sjovt at få det opkald, fordi jeg havde egentlig tænkt efter Viaplay: 'Okay, der kommer ikke nogen, som har rettighederne'. Og det var virkelig en skam. Så var det i sidste øjeblik, at han ringede og spurgte, om jeg ville hjælpe lidt til – og det ville jeg jo vildt gerne.«

Lotte Grigel blev i september sidste år ansat som en del af ekspertholdet hos Viaplay, hvor hun sammen med Ann Grete Nørgaard, Joachim Boldsen og Christian Dalmose dækkede Champions League håndbold.

Men i september i år meddelte Viaplay, at man havde valgt ikke at forlænge rettighederne.

»Vi har vurderet pris i forhold til attraktionsværdi fremadrettet, og med det, der har ligget på bordet, har vi altså valgt ikke at forlænge rettighederne,« lød det Kim Mikkelsen, som er SVP for sport hos Viaplay Group.

Kort efter meldte rettighedshaveren Infront sig på banen med deres streamingtjeneste Handball Kanalen, hvilket kostede 185 kroner for et abonnement per måned, hvis man ville se de fem danske hold i aktion for både kvinder og herre.

»Det var så tæt på at udvikle sig til en skandale. Det er den første sæson, hvor vi har tre hold med fra den danske kvindeliga, og som har en chance for at vinde Champions League. Og så var man på nippet til at ikke kunne følge med, og det er jo helt absurd. Så det var virkelig godt, at rettighederne blev sikret,« siger Lotte Grigel. 

Det nye job som håndboldekspert hos DR er dog ikke fastansat, fortæller hun.

»Lige nu er jeg et sted, hvor jeg egentlig skal fokusere på mit studie og min søn, så alt det der kommer ved siden af det, det er en bonus. Jeg har kommenteret tre kampe, og så er aftalen, at jeg hjælper til, når det er muligt.«