Dommerne til aftenens VM-semifinale er blevet offentliggjort.

Det kroatiske dommerpar Matija Gubica og Boris Milošević er blevet valgt til at dømme semifinalen mellem Danmark og Frankrig.

Og det kan måske virke mærkværdigt for nogen, eftersom det danske dommerpar Mads Hansen og Martin Gjeding har fået stor kritik som følge af en kroatisk VM-kamp.

Dog er der ingen grund til bekymring. Det mener den tidligere topdommere i IHF-regi, Lars Ejby Pedersen.

Matija Gubica (tv.) udgør den ene del af det kroatiske dommerpar.
Matija Gubica (tv.) udgør den ene del af det kroatiske dommerpar. Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

»Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorvidt det er et smart valg at lade et kroatisk dommerpar dømme kampen. Jeg har dog stor tiltro til IHF's dommerudvalg, og min bedste overbevisning er, at de ikke lader sig påvirke af, hvad der er sket tidligere i turneringen. Det er en del af gamet,« fortæller Lars Ejby Pedersen til B.T. Sport.

Den føromtalte situation bunder i, at det danske dommerpar dømte en klar fejlkendelse, der forhindrede Kroatien i at udligne i en kamp mod Tyskland ved den igangværende VM-slutrunde. Efterfølgende blev det danske dommerpar udsat for hetz i form af hadefulde kommentarer fra kroatiske fans, samtidig med at det kroatiske landshold langede ud efter dommerparret og kritiserede dem kraftigt.

Lars Ejby Pedersen var selv dommer i mere end 20 år og dømte blandt andet VM-finalen i 2009 mellem Frankrig og Kroatien. Og ud fra hans erfaring har dommerne selv lige så meget på spil ved at dømme en semifinale, som er en stor kamp for en håndbolddommer af få.

»Selvfølgelig følger dommerne med i turneringen, og man følger også med i sin egen nations præstationer. Det gør man jo også set i forhold til, hvor længe man som dommer selv kan være en del af turneringen.«

Lars Ejby Pedersen (neders til venstre) er i dag gået ind i politik og sidder blandt andet som byrådsmedlem i Fredericia Kommune.
Lars Ejby Pedersen (neders til venstre) er i dag gået ind i politik og sidder blandt andet som byrådsmedlem i Fredericia Kommune. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Men jeg er ikke i tvivl om, at det kroatiske dommerpar er i stand til at isolere sig til aftenens opgave. En dårlig dommerpræstation kan også ødelægge en dommers karriere. Som dommer er man derfor kun interesseret i at yde sit bedste og dermed være dedikeret til opgaven. Tidligere stridigheder i turneringen betyder ingenting,« mener Lars Ejby Pedersen.

I stedet mener han, at man som fan skal være tryg ved aftenens dommervalg.

»Jeg kender Matija og Boris særdeles godt. De har været aktive i mange år og har dømt med fremme til allersidst ved både EM, VM og OL. Jeg er meget tryg ved at lade dem dømme, for de er bundhamrende rutinerede. De går altid meget koncentreret ind til en opgave. De udviser en ro og dømmer generelt meget fair. Derfor har jeg også meget svært ved at forestille mig, at de vil lade sig påvirke af, hvad der tidligere er sket i turneringen,« slutter Lars Ejby Pedersen.

Lars Ejby Pedersen var dommer i perioden fra 1991 til 2012.