Har den franske håndboldklub Nantes Atlantique Handball foretaget ulovlige graviditetstests af sine spillere?

Det er i hvert fald forlydender i både franske og danske medier, hvilket har skabt ramaskrig og skandalelignende tilstande i den franske presse. Fredag bliver der således holdt møde internt i klubben.

En af de franske aviser, som dækker historien er franske L'Équipe.

Nyheden har eksempelvis fortørnet håndboldens spillerforening i Frankrig (Association des joueurs et joueuses professionnels de handball (AJPH), som melder, at 'den form for kontrol er fuldstændig ulovlig og trodser spillernes privatliv, men også bryder stærkt med deres intimitet'.

Allan Heine er træner i franske Nantes Atlantique Handball.
Allan Heine er træner i franske Nantes Atlantique Handball. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men Nantes Atlantique Handballs præsident, Arnaud Ponroy, forklarer ifølge L'Équipe, at spillerne var fuldstændig klar over, at de blev testet.

»Det er totalt dumt og uærligt af spillernes fagforening (AJPH, red.),« siger Arnaud Ponroy.

»Selvfølgelig er de tests blevet foretaget med spillernes accept.«

Ifølge præsidenten er spillerne blevet tjekket, så læge Thibaut Berlivet bedre kunne medicinere spillere og regulere på deres træningsbelastning.

Klubbens danske træner Allan Heine bekræfter over for TV 2 Sport, at holdet er indkaldt til møde. På holdet findes også Stine Bodholdt og Lotte Grigel.

Mødet skal ifølge Heine afholdes klokken 13.

Her vil både ledelse og sportslige setup møde op, men spillerne vil ikke være til stede.

L'Équipe skriver også, at klubben formentlig kommunikerer om sagen i løbet af eftermiddagen.