Nikolaj Markussens forestående farvel til Bjerringbro-Silkeborg sender klubben på markedet efter en afløser.

Ledelsen i Bjerringbro-Silkeborg (BSH) skal blandt andet bruge foråret på at finde ud af, hvem der skal erstatte Nikolaj Markussen, der til sommer skifter til den ungarske storklub Veszprem.

Farvellet til den 211 centimeter høje verdensmester tvinger nemlig BSH til at finde en ny bagspiller med et højt niveau. Muligvis skal der mere end en spiller til at erstatte Markussen.

Det siger BSH-direktør Jesper Schou i en pressemeddelelse.

- Når Nikolaj Markussen er bedst, har han nogle kvaliteter, som du ikke lige finder hos andre spillere. Hans topniveau er meget højt.

- Det siger sig selv, at vi skal have tilført mere til truppen, når vi mister Markussen. Der bliver dog ikke tale om en direkte erstatning, da der ikke er mange af en spillertype som Markussen.

- Men så findes der noget andet, der kan bidrage til, at vi uændret vil være i toppen af dansk håndbold, siger BSH-direktøren.

De forskellige klubber har i månedsvis været i gang med at sammensætte truppen til næste sæson. I den henseende kommer salget af Nikolaj Markussen på et ubelejligt tidspunkt for BSH.

- Mulighederne på nuværende tidspunkt af året er selvsagt vanskeligere, end hvis vi havde vidst det i efteråret, men sådan er præmissen.

- Jeg er fortrøstningsfuld og tålmodig i forhold til, at vi finder en tilfredsstillende løsning, siger Jesper Schou.

Han peger på 23-årige Mads Kjeldgaard Andersen som en af de spillere, der vil få mere ansvar, når Nikolaj Markussen er fortid.

Veszprem har udnyttet en frikøbsklausul i Nikolaj Markussens kontrakt.

/ritzau/