»Er I ikke lidt lettede?«

Sådan lød spørgsmålet tilbage til den fremmødte presse fra en storsmilende Lotte Grigel, da hun efter sejren over Brasilien var blevet spurgt, om hun selv var lettet.

For det var ikke til at tage fejl af. Hun var 'lettet og meget glad'. Sejrssangen fra omklædningsrummet kunne da også høres tydeligt i mixed zone. Ingen var i tvivl om, hvem det var, 'der vandt i dag', 24 timer efter skuffelsen mod Tyskland.

En skuffelse, som skulle bearbejdes, da spillerne vendte hjem til hotellet efter nederlaget, der gjorde ondt.

Vi har haft et langt møde i formiddags og gået rundt på værelserne og forventningsafstemt.

»Det er helt vildt, hvad håndbold kan gøre. At vi bare kan være helt nede og megakede af det, til at synes, håndbold er det fedeste lige nu.«

Hvad har I talt om ovenpå i går?

»Det ved jeg næsten ikke, om jeg skal fortælle jer, for vi har snakket rigtig mange ting igennem,« sagde Lotte Grigel med endnu et lille smil, inden hun alligevel løftede lidt af sløret.

»Jeg synes, alt vi har snakket om og processen det sidste år, er det, vi ser resultatet af i dag. I går aftes og i dag har vi haft nogle snakke sammen, som bare gør, vi kan rykke os. Vi har været lidt hårde ved hinanden, men på en god og konstruktiv måde,« forklarede Lotte Grigel.

Det har været de små ting i forhold til at være forberedt på modstanderen. Holdet skal være klar, forklarede Lotte Grigel, der især roste forsvaret efter kampen mod Brasilien, som Danmark vandt med 24-18. Der er blevet snakket om taktik, og netop det, at de kan være hårde ved hinanden, gør en forskel.

»Det gør, vi kan rykke os fra at være i kulkælderen til at stå med en megavigtig sejr i dag. Jeg er dødstolt over pigerne. Virkelig,« sagde Lotte Grigel, som også selv har sagt nogle ting.

Også den 30-årige målvogter Sandra Toft, der igen stod en god kamp, fortalte, at der var blevet talt igennem på holdet.

»Vi har haft et langt møde i formiddags og gået rundt på værelserne og forventningsafstemt. Ikke stukket til hinanden, men haft en god snak, hvor man har fortalt de folk, der er gode, at de er det og skal tage ansvar,« fortalte Sandra Toft.

Det danske landshold slog onsdag Brasilien med 24-18.
Det danske landshold slog onsdag Brasilien med 24-18. Bo Amstrup

En del af samtalerne og taktikken var, at holdet ikke skulle haste afsted og i stedet få ro på. Det lykkedes, men målvogteren ville dog ikke kalde det 'hårde samtaler'.

»Vi har talt pænt, men vi har fået nogle ting på bordet og fortalt hinanden, hvordan vi skal spille, og hvordan de enkelte spillere skal agere på banen, og hvad vi forventer af hinanden. På en måde hård, men i en god tone,« understregede Sandra Toft.

Fredag venter den sidste kamp i VM-gruppespillet for Danmark, og her er det Frankrig, der er på menuen i Japan. Klavs Bruun Jørgensens mandskab skal bruge en sejr for at gå videre til mellemrunden.

»Vi har en megasvær opgave foran os med Frankrig, der også har kniven for struben. Og den skal bare løftes, og den skal løftes i flok,« sagde Lotte Grigel, der da også slog fast, at når holdet lige har jublet over sejren over Brasilien og fået en aftenøl på hotellet, skal fokus være rettet mod det store brag.

Kampen mod franskmændene starter klokken 12.30 fredag, og den kan følges LIVE her på bt.dk.