Tårer. Tomme blikke. Dybe suk.
Skuffelsen var ikke til at tage fejl af hos de danske håndboldkvinder efter det smertelige semifinalenederlag til Frankrig på 22-23.
Efter en hurtig tur i omklædningsrummet, kom de således ud til pressen én efter én. Nogle med tydelige tårer, andre med et helt forstenet udtryk i ansigtet.
»Jeg er kæmpe skuffet. Vi beviser jo, at vi er tæt, tæt, tæt på verdenseliten nu. Vi vil sammenligne os med Norge og Frankrig, og vi sidder på en kamp mod Frankrig hele vejen, og så har de rutinen, kløgten og ressourcerne til sidst,« sagde en knust Louise Burgaard og tilføjede:
»Jeg kan slet ikke være i mig selv over det. Vi vidste, at de ville komme til sidst, så jeg er vildt skuffet.«
Den 29-årige danske stjerne måtte flere gange kigge op i luften for at holde tårerne tilbage, mens hun forsøgte at sætte ord på det, hun lige havde været en del af.
Danmark var således foran mod de franske OL-guldvindere gennem næsten hele opgøret, inden det gik galt til sidst.
Derfor var den danske stregspiller Rikke Iversen - ligesom Louise Burgaard - også meget ærgerlig og frustreret.
»Det er hårdt. Det er skuffende. Jeg havde egentlig en rigtig god følelse, da vi gik ind til kampen og vi går til pause med en rigtig fin følelse. Så går de i 5-1, og det skaber nogle problemer for os. Pludselig lykkes noget af det, vi har været dygtige til i forsvaret i første halvleg ikke så godt i anden,« siger hun.
Rikke Iversen kunne derfor heller ikke finde ét gram af stolthed i, at Danmark spillede lige op med de franske favoritter og midt i anden halvleg endda var foran med fire.
»Vi kan ikke være stolte af en skid. Vi taber, og vi ville i finalen. Jeg havde sagt inden, vi var gode og stod godt til Frankrig. De skulle også være dygtige, hvis de skulle vinde. Vi kan ikke være stolte af noget endnu. Men lad os håbe det er anderledes på søndag.«
Louise Burgaard havde ligeledes meget svært ved at sluge skuffelsen efter det massive drama.
»Lige nu fylder skuffelsen alt. Den er altoverskyggende, så lige nu kan jeg ikke se klart. Men jeg håber, at jeg i morgen - og efter det her mesterskab - kan se, at vi har rykket os, og at vi er virkelig, virkelig tæt på.«
»Og der er bronzekamp. Og vi skal fandeme have den bronzemedalje. Den er ikke længere. Men vi var så tæt på den finale, og det ville vi allesammen så sindssygt gerne i. Men nu må vi sunde os og komme videre.«
