Den tidligere landsholdsspiller og OL-guldvinder Casper U. Mortensen vender til sommer hjem til dansk håndbold.
Fløjspilleren skal være spillende træner i HC København, der spiller i 1. division.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
Udlandseventyret er dermed slut for Casper U. Mortensen, der i 2015 skiftede fra Sønderjyske til HSV Hamborg.
Siden har han slået vejen forbi Hannover og Barcelona, inden han sluttede af i Hamborg.
Privat danner den tidligere landsholdsstjerne par med TV 2-værten Stine Bjerre Mortensen, og parret har tidligere åbnet op for, at det har været svært at kombinere de to karriereliv med familielivet.
Derfor kom det næppe som en overraskelse, da den 36-årige håndboldspiller afslørede i februar, at pilen pegede hjemad efter et kontraktudløb i Hamborg.
Og nu er sløret løftet for, hvor håndboldkarrieren fortsætter.

