Magtesløshed, frustration og en gigantisk skuffelse.

Det er nok det, der bedst beskriver de danske håndboldstjerners reaktion, da de tirsdag vågnede op til en trist besked.

For i regeringens seneste genåbningsplan måtte håndboldsporten endnu en gang se sig forbigået, da der stadig ikke er tilladt tilskuere til håndboldkampe i Danmark.

Noget, der har ramt flere af de danske håndboldstjerner hårdt.

24-årige Althea Reinhardt er ikke tilfreds med regeringens seneste åbningsplan.
24-årige Althea Reinhardt er ikke tilfreds med regeringens seneste åbningsplan. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg blev vanvittigt skuffet, da jeg læste det. Det var bestemt ikke det, vi havde håbet på, og lige nu står vi jo tilbage med en ærgerlig følelse,« siger landsholdsstjernen Althea Reinhardt til B.T. og tilføjer:

»Vi savner virkelig tilskuere, for de betyder bare alt for vores sport.«

Biografer, fitnesscentre og koncertsteder kan fra torsdag slå dørene op for gæster. Der må sågar være koncerter i håndboldhallerne. Men de danske håndboldfans må vente lidt endnu. Og det ærgrer den 24-årige målmand.

»Jeg kan godt forstå, at der skal tænkes i det større billede og på samfundet, men det er bare ekstremt frustrerende at se så mange andre ting åbne, mens håndboldhallerne forbliver lukkede,« siger Althea Reinhardt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hun forklarer ligeledes, hvordan hele Odense Håndbold-truppen tirsdag var påvirket af den dårlige nyhed:

»Vi snakkede om det i omklædningsrummet, fordi det fyldte rigtig meget. Alle var trætte af det. Vi savner jo at mærke stemningen i hallen. I går var bare én stor skuffelse.«

Landsholdsspilleren har de seneste uger kunnet se, hvordan danske fodboldfans er kommet tilbage på stadions, og derfor er savnet til tilskuere i hallerne da også kun blevet større.

»Det er tydeligt at mærke, når man ser fodbold, at der er en helt anden stemning nu, og det har gjort, at jeg bare savner folk på tribunerne endnu mere. Altså, kom nu... Nu er det vores tur,« fortæller Althea Reinhardt og afslutter:

»Jeg er så træt af at spille uden tilskuere. Det er jo ikke det samme. Vi havde været glade for bare 200-300 tilskuere i hallen.«

Ifølge regeringens genåbningsplan åbner spillesteder, teatre, biografer og lignende 6. maj med krav om coronapas og op til 2.000 tilskuere i sektioner af 500.

Håndboldhallerne må vente lidt – endnu.