Et lille brud og en flænge.

Det er prisen, Mie Højlunds næse har måttet betale efter kampen mod Silkeborg-Voel, hvor hun i en duel blev ramt i ansigtet.

Det fortæller den danske landsholdsstjerne til TV 2 Sport.

Hun skal dog ikke opereres, og lige nu arbejder de i Odense Håndbold på at finde en løsning, så hun kan blive klar til onsdagens kamp mod Skanderborg, efter hun måtte sidde over søndag.

»Det er virkelig frustrerende – især lige nu og i Silkeborg-kampen, hvor vi næsten ikke var nogen bagspillere. Det er et meget uheldigt tidspunkt, men forhåbentlig er det ikke noget, der tager så lang tid, og jeg håber at være hurtigt tilbage igen,« siger 22-årige Mie Højlund.

Hun fik det grimme slag den 5. februar, men det er først nu, hun har fået svar på, hvor slemt det stod til, da næsen har været for hævet til, at den kunne blive undersøgt ordentligt.

Efter kampen mod Silkeborg var der i klubben - trods den forslåede næse - overskud til at lave lidt sjov med hele situationen, for Mie Højlunds holdkammerat og gode veninde, Althea Reinhardt, delte efter kampen et billede på sin Instagram-profil, hvor det tydeligt kunne ses, at Mie Højlund havde fået et slag.

'2 point rigere og en flot hævet næse til Mie Højlund. Snart stamkunder hos Odense Universitetshospital,' lød det kækt i en opdatering.

Mie Højlund og resten af landsholdet måtte rejse skuffede hjem fra VM i Japan.
Mie Højlund og resten af landsholdet måtte rejse skuffede hjem fra VM i Japan. Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

De to veninder forlængede med den fynske klub tilbage i november, så de begge har en kontrakt, der løber til sommeren 2024.

Begge var desuden med ved VM i håndbold i Kumamoto i december, hvor det for det danske landshold blev til en skuffende niendeplads.

I forbindelse med slutrunden fortalte de begge om det venskab, de har fået opbygget gennem årene.

»Det er noget helt unikt. Jeg værdsætter Mie utroligt meget i hverdagen, og det gør også, at nogle af skuffelserne er lidt nemmere at komme igennem. Man har en person i samme situation. Vi minder utroligt meget om hinanden og bliver lidt kaldt tvillingerne, for der er rigtig mange ting,« sagde Althea Reinhardt blandt andet.