De fleste kender hende som den, der står i målet i den danske landsholdsdragt.
Men når kampene er slut, håndboldskoene er snøret op, og harpiksen er vasket af fingrene, har Althea Reinhardt et helt andet frirum. En interesse, der involverer en hjelm, fart, flere hundrede kilo og en slags risiko.
For målvogteren har, siden hun var ung, haft en stor interesse for heste.
Derfor bruger hun også en del timer på netop den hobby. Hvor der slet ikke bliver snakket håndbold, hvor forventningerne er nedtonede, og hvor hun kan møde mennesker, der befinder sig uden for håndboldboblen.
»Det giver utroligt mange ting. Det giver noget mentalt og er et frirum. Det er bare dejligt at komme ud i stalden og lidt væk fra håndboldverdenen og møde nogle andre personer. Det er jeg begyndt at holde rigtig meget af,« siger hun og forklarer:
»I håndbold skal jeg hele tiden have hovedet med. Her skal jeg ikke skal konkurrere. Det er okay at lave fejl og være dårlig indimellem. Det er helt sikkert terapeutisk og giver bare noget andet. Det er jeg virkelig glad for, jeg har muligheden for,« siger 24-årige Althea Reinhardt, der som lille elskede sommerferierne på en ridelejr ved Møns Klint.
Hun påpeger også, at det giver en del fysisk træning af overkroppen og lårene, og selv om man skulle tro, der var 'nok' i at dyrke håndbold på eliteplan, er hun glad for at have mulighed for at ride den ene gang om ugen, som det lige nu er tilfældet.
Og det er ikke et problem, at hun dyrker en sport, der potentielt kan være farlig, hvis man enten falder af eller eksempelvis bliver sparket.
For mens ting som at stå på ski og bungyjumpe er på den forbudte liste i kontrakten med Odense Håndbold, gælder det modsatte for ridning, der ikke længere hører under kategorien 'ekstremsport'.
»Det er ikke en hemmelighed, at jeg rider. Jeg tror aldrig, det har været et problem i klubben. Da ridning hørte under ekstremsport, fik jeg skrevet ind, at jeg godt måtte ride. Det har jeg bare altid gjort, og jeg tror godt, klubben ved, håndbold er min førsteprioritet, og at jeg tænker mig om. Jeg sætter mig ikke op på den vildeste hest, og jeg har en rigtig god ridelærer, hvis hest jeg låner. Jeg er i gode hænder. Jeg skal ikke risikere noget, og jeg tænker mig om. Men der vil altid være en risiko,« siger Althea Reinhardt, der i weekenden red sit første stævne nogensinde.
Noget, der også har været positivt ved ridningen, var, at det kunne holdes ved lige under coronakrisen, hvor håndbolden var lukket ned.
Det gav meget, at der var noget at foretage sig, og at der var noget struktur.
Det betyder meget for landsholdsspilleren, og det samme gjorde det, at hun i stalden havde nogle at snakke med, så hun ikke var 'helt alene i Odense', da nedlukningen stod på.
For det var en svær tid, og det lægger hun heller ikke skjul på.
»Det var sindssygt hårdt og virkelig kedeligt. Det var lange dage, og det var svært. I starten tænkte man, at man skulle tilbage til håndbold. Ret sent fik vi besked om, at ligaen sluttede, og så kunne man ingenting. Det har bare været et underligt forløb. For mig har det været rigtig svært, fordi jeg er meget struktureret, og der var ingen struktur i den periode. Jeg har bare fokuseret på at se familien og få det mest positive ud af det,« siger Althea Reinhardt.
