Danmark kæmper i disse minutter for den første VM-titel i herrehåndbold nogensinde.

Første halvleg i Jyske Bank Boxen er spillet, og efter den første halve time er Danmark et godt stykke foran. 18-11 i dansk favør lyder pausestillingen.

Men hvad har været særligt godt set med danske briller? Danmark er i hvert fald et godt skridt foran, mener den tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen.

»Landin er i særklasse. Vi vinder, hvis han fortsætter sådan,« skriver Lars Rasmussen i en sms til B.T. Sport.

Mikkel Hansen of Denmark and Magnus Abelvik Rød of Norway during the men's IHF Handball World Championship gold medal match between Denmark and Norway in Herning, Denmark, Sunday, Jan. 27, 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Mikkel Hansen of Denmark and Magnus Abelvik Rød of Norway during the men's IHF Handball World Championship gold medal match between Denmark and Norway in Herning, Denmark, Sunday, Jan. 27, 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Henning Bagger

Han bemærker også, at det kører mere på scoringsfronten for danskerne, end det gør for den norske modstander.

»Nordmændene kæmper mere for deres mål end os,« lyder det fra Lars Rasmussen, der ikke er bleg for at komme med en iskold spådom:

»Vi er på vej mod guldet,« lyder det fra den tidligere danske landsholdsspiller, som selv er til stede i Boxen søndag aften. Det samme er B.T.s håndboldkommentator Søren Paaske.

»Boxen koger, og der er håndboldfest, som jeg aldrig har oplevet det før. Og landsholdets præstation lever til fulde op til de vanvittigt flotte rammer,« siger han. Han fremhæver, at mange danske landsholdsspillere i den grad har præsteret i den første halve time af opgøret.

Sander Sagosen i duel med Rasmus Lauge.
Sander Sagosen i duel med Rasmus Lauge. Henning Bagger

»Der har været mange gode danske præstationer i første halvleg. Mads Mensah, Morten Olsen, Anders Zacahriassen, Rasmus Lauge – ja, jeg kunne nævne alle spillere, der har været på banen. Og så har Niklas Landin og Mikkel Hansen, de to største stjerner, leveret det, vi forventer af dem. Landin har lukket af i målet, og Mikkel Hansen er dirigent og fodermester for holdkammeraterne på allerøverste niveau – og så lever vi fint med, at han ikke har scoret så mange mål selv,« siger Søren Paaske.

Der venter 30 nervepirrende minutter, og Lars Rasmussen understreger, at det er vigtigt, at Danmark ikke falder i tempo og tror, det hele er afgjort. Men det ser godt ud indtil videre.

»Vi laver ingen fejl, og Landin er i verdensklasse. Og det betyder, vi får kontra, og i angrebet splitter vi totalt nordmændene fra fadet, så de løber efter pølser i mos, som man får på fjeldet i Norge,« skriver Lars Rasmussen med et glimt i øjet.

Du kan selvfølgelig følge anden halvleg og timerne efter kampen LIVE her på bt.dk.