12 spillere.

Det er, hvad det amerikanske landshold onsdag kan sende til VM i Egypten. For de er i den grad blevet hårdt ramt af coronavirus.

Hele 18 personer fra holdet er blevet testet positive. Det fortæller holdets landstræner Robert Hedin til Aftenposten.

»Vi er blevet testet hele vejen igennem og fik en kviktest så sent som i mandags. Den var negativ, men da vi gik ind på portalen, der viser vores tidligere tests, var 18 i spillergruppen positive. Vi tror, at en af dem, der kom fra USA havde smitten med, men vi ved det ikke,« siger svenske Robert Hedin, der selv er ramt.

Det betyder, at han ikke kan tage med til slutrunden i første omgang, og han siger også til mediet, at holdet 'ikke har noget forsvar, men de har en målmand'.

Flere på holdet græd, da de fik beskeden om, at de var blevet ramt af coronavirus, fortæller træneren.

Landsholdet har på det seneste været i Vejen i Danmark, hvor de har trænet op til slutrunden, inden de altså skal rejse onsdag.

I første omgang med blot 12 spillere på flyet, fortæller Robert Hedin, der selv må vente på en negativ test, før han kan gøre noget som helst.

USA skal i aktion ved VM for første gang torsdag, hvor det er Østrig, der venter, inden det lørdag går løs mod Norge, og det er bestemt ikke første landshold, der er blevet ramt af coronavirus.

Også Brasilien har nogle udfordringer, da det tirsdag kom frem, at fem fra holdet er strandet i Portugal efter at have afleveret en positiv test. Der er tale om en spiller og fire personer fra trænerstaben, hvilket betyder, at de personer skal blive i Portugal, hvor de befinder sig, da reglerne er meget strikse.

Her er de blevet isoleret fra resten af holdet, og så skal de følge de lokale myndigheders protokoller, som lyder, at de skal forblive isoleret i 14 dage og herefter testes igen.

Det er første gang siden 2001, at USA er med til en VM-slutrunde.

På holdet er to danskere med delvist amerikansk baggrund: Jakob Rysgaard Christiansen, højreback for Ajax Københavns U17-hold, og Nicolai Weber, højrefløj fra KIF Koldings U19-hold. Det er ikke meldt ud, om danskerne er ramt af udbruddet på det amerikanske mandskab.