Endelig lykkedes det. Danmark er tilbage på medaljeskamlen. Det er der, hvor dansk kvindehåndbold hører hjemme i sin egen selvforståelse.

Men selvforståelsen har bare på ingen måde stemt overens med virkeligheden i en længere årrække.

Søndag blev otte års pinefuld medaljetørke dog slukket med en meget overbevisende sejr over Spanien.

Alt andet end et sæt bronzemedaljer havde været en mindre katastrofe, for spanierne har virkelig ikke imponeret ved VM. Derfor var Danmark store favoritter, og de formåede jo så altså også at leve op til forventningerne.

Dermed kan vi godt sætte tykke streger under, at verdensmesterskaberne har været en succes for Jesper Jensens tropper.

Og når vi nu er ved landstræneren … Lad os da bare hylde ham for at have brudt forbandelsen. Han blev manden, som fik Danmark tilbage i det rigtig sjove selskab.

Folk er sikkert snart trætte af at høre på det her, men vi kommer ikke uden om, at lodtrækningsheldet har givet danskerne meget fordelagtige betingelser her til VM. Det ændrer imidlertid ikke på, at danskerne har gjort det, de skulle. Så respekt for det. Og med en medalje om halsen vil både holdet og spillerne vokse hånd i hånd.

Men én ting er medaljen. Noget andet er det landshold, som Jesper Jensen har fået stablet på benene. Jeg har været inde på det tidligere under VM, men der er en ro, harmoni og afklarethed hos danskerne, som ikke er set magen til i mange, mange år.

For første gang i lang tid ser det faktisk ud til, at samtlige spillere i truppen tænker på holdets bedste – og at alle har det fedt ved at være med på holdet. Tidligere har der været sure miner internt, misundelse og magtkampe i medierne – for nu bare at nævne nogle af de uklædelige ting, der har tynget mandskabet.

Men dette landshold er i vater på en helt anden måde. Vi så det allerede sidste år ved EM på hjemmebane, men det er blevet endnu mere tydeligt under slutrunden i Spanien. Og det i virkeligheden det, der er Jesper Jensens helt store mesterstykke.

Og det er det, der mest af alt gør mig optimistisk for fremtiden. Selvfølgelig betyder medaljen også rigtig meget, fordi de forhåbentlig skræmmer er par af fortidens spøgelser væk og giver kollektivt vokseværk. Men udtrykket og attituden er endnu vigtigere.

Derudover hører holdets gennemsnitsalder på 26,2 år til blandt de yngste hos topnationerne, og det fortæller også noget om, at der stadig er plads til udvikling. Line Haugsted, Anne Mette Hansen og Mie Højlund er allerede rigtig dygtige spillere – men de kan sagtens blive endnu bedre. Læg dertil, at Danmark har to verdensklassekeepere i Sandra Toft og Althea Reinhardt …

Så konklusionen er altså, at fremtiden lige nu ser lys ud for dansk kvindehåndbold. Og det er ikke ligefrem et postulat, jeg har brugt flittigt i de seneste ti år.

Nu skal spillerne bruge medaljen og endnu en vellykket slutrunde under Jesper Jensens ledelse til at lægge yderligere lag på, så man for alvor kan etablere sig som en fast del af medaljefeltet.

Men først skal spillerne have lov til at fejre, at de har knækket koden til medaljerne.

Jeg kan forstå, at Rikke Iversen skal 'være så fuld', at hun 'skal kravle' ombord på flyet retur til Danmark. Det skal være hende – og holdkammeraterne – vel undt med et brag af en fest. Bare husk, at det godt kan være lidt krast med tømmermænd og et krav om mundbind hele vejen hjem i flyet …

Tillykke med en flot turnering. Tillykke med bronzemedaljerne. Og tillykke med at have brudt forbandelsen.