Vi spiller som bekendt ikke med ‘synd’ i elitesport. Alligevel skal man være lavet af sten for ikke at føle med de danske håndboldkvinder efter semifinale-nederlaget til Frankrig.
De var så tæt på. Så tæt på endelig at komme tilbage i finale-selskabet.
Men i slutfasen manglede håndboldkvinderne den sidste kølighed og kvalitet.
Og så løb de franske favoritter med en snæver sejr på 23-22.
Så ville man jo normalt lede efter en skurk i forklaringen på, at Danmark ikke kunne bevare den føring, de havde i størstedelen af kampen.
Ramte Jesper Jensen skævt med syv mod seks-spillet? Var det Lærke Nolsøes håbløse mangel på effektivitet i afslutningerne? Kristina Jørgensens hektik? Og var der egentlig ikke også nogle lidt suspekte dommerkendelser til sidst?
Vi kan sagtens udpege nogle forskellige småting, som blev udslagsgivende, men fakta er, at Frankrigs olympiske mestre kæmpede sig tilbage og havde mere kvalitet til sidst. Og at Danmark havde det umådeligt svært over for det franske 5:1 forsvar.
Derfor endte det i en bitter skuffelse, som kommer til at forfølge de danske spillere i lang tid. For selvfølgelig gør det her forbandet ondt.
Men i stedet for at fokusere på dansk dårligdom så vil jeg hæfte mig ved, at Danmark lige nu har et kvindelandshold, hvor vi helt reelt kan ærgre os over, at de ikke skal spille VM-finale.
Da der var VM for to år siden, blev Danmark nr. 9 … For nu lige at sætte det lidt i perspektiv.
Frankrig og Norge er i særklasse på kvindesiden, og når de rammer deres peak, så kan ingen andre nationer være med lige nu. Men alligevel var danskerne så snublende tæt på at snyde de franske favoritter efter en flot præstation.
Tidligere har vi set, at danskerne knækker mentalt i de store kampe. Det gjorde de ikke fredag aften. Selvfølgelig var der nerver, men vi taler jo på ingen måde om et sammenbrud eller et kollaps. Det var Sepp Piontek’ske små marginaler, som afgjorde semifinalen.
Derfor er jeg meget optimistisk på landsholdets fremtid - og det er altså lang, lang tid siden, jeg har kunnet sige det.
Med Jesper Jensen i spidsen har kvindelandsholdet rykket sig markant, og dette er anden slutrunde i træk, hvor man spiller medaljekampe. Det er i sig selv opsigtsvækkende og på ingen måde hverdagskost.
Flere spillere har rykket sig både på topniveau og stabilitet - det gælder eksempelvis Anne Mette Hansen, Mie Højlund, Line Haugsted og Kathrine Heindahl. Derudover skal vi også huske på, at Danmark - sammen med Norge - har verdens bedste målvogterpar. Alene den virkelighed kan bringe et hold langt i en turnering.
Og vigtigst af alt så har landsholdet rykket sig markant på sit udtryk. Der er kommet noget power og vinderattitude, som forekommer langt mere naturligt og troværdigt end tidligere. Når det samtidig er kombineret med en ro, modenhed og harmoni, som vi ikke har set magen til siden starten af 00erne - ja, så er der altså grund til at tro på en god fremtid.
Men det er selvfølgelig altid rart med noget håndgribeligt at basere sin optimisme på, og derfor vil en medalje hjælpe - for både spillerne selv og omverdenen. Derfor er det ekstremt vigtigt, at de ender med at få bronzemedaljerne med hjem.
Nu skal danskerne i første omgang have lov til at slikke sårene og få raseriet og frustrationerne ud af kroppen efter semifinalen. Og så skal de hanke op i sig selv igen og få mobiliseret det nødvendige overskud til at gå ind og vinde over Spanien på søndag.
Det føler jeg mig faktisk også ret tryg ved, at de nok skal gøre. Sidste års store nedtur i bronzekampen mod Kroatien har været en vigtig lærestreg, og jeg kan ikke forestille mig, at vi ser noget lignende gentage sig.
Danmark SKAL have metal med hjem - og det skal de også nok få.
