Danmarks største håndboldnavn på herresiden er hårdt ramt.

For onsdag kom det nemlig frem, at den danske stjerne Mikkel Hansen er sygemeldt på ubestemt tid med stress-symptomer, selv om det kun er lidt over en uge siden, at han var med til at vinde VM-guld i Sverige.

Ifølge danskerens klub, Aalborg Håndbold, er det dog resultatet af et turbulent år for Mikkel Hansen, som altså nu har sat sine spor, og som kræver en længere pause.

En beslutning, som B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, hylder og ser som det eneste rigtige at gøre.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Først og fremmest kan jeg kun bifalde en moden beslutning om at lytte til sin egen krop. Især i en sportsverdenen, hvor man historisk set ikke altid har været gode til at give rum til det mentale helbred. Han har bedt om hjælp, og Aalborg slår ring om Hansen. Sådan skal en situation som denne tackles,« siger han og tilføjer:

»For det har været et vanvittigt år for Mikkel Hansen med blodprop, comeback, retur til Danmark, øget opmærksomhed, kritik og så et imponerende VM-guld, hvor han har været toneangivende. Det har været overvældende og bestemt ikke gratis. Man er ikke et overmenneske, bare fordi man er eliteatlet.«

Johnny Wojciech Kokborg peger ligeledes på, at danskerens hjemkomst har været alt andet end stille.

For aldrig har opmærksomheden omkring en håndboldspiller været større på dansk jord, end den har været det seneste halve år.

»En chokerende oplevelse som den blodprop, han blev ramt af sidste år, sætter selvfølgelig sine mentale spor. Læg dertil, at der efterfølgende har været massivt pres fra alle kanter omkring returen til dansk håndbold. Foruden den kritik, han var ramt af inden VM,« lyder det fra B.T.s håndboldkommentator, inden han fortsætter:

»Jeg tror heller ikke, man skal underkende forskellen på at kunne gå anonymt gennem de parisiske gader fremfor at være genstand for vild opmærksomhed i Danmark. Det er også en markant forskel, han har oplevet på den front i sin hverdag efter ti år i Frankrig.«

Og derfor er der da også kun én ting at gøre, mener han:

»Nu har Mikkel Hansen bedt om ro, og det skal han have.«

Aalborg Håndbold har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer om Mikkel Hansens situation, lyder det.