Vi er nødt til at tale om selvforståelsen i dansk kvindehåndbold.
For den er da ret skæv, er den ik'?
Det bliver igen og igen fremhævet - af specielt ligatrænerne - hvor stort potentialet er på kvindesiden. Og hvordan det er ubegribeligt, at landsholdet ikke klarer sig bedre.
Men er det nu så svært at begribe, hvis vi tænker os lidt om?
Lad os kigge på Champions League, hvor man lige nu afvikler mellemrunden. Det foregår med de danske spillere og klubber i rollerne som statister.
Jeg har lavet en lille optælling (se faktaboksen) over, hvordan de forskellige nationer er repræsenteret i de fem klubber, som i år skiller sig markant ud i Champions League. Det er Györ, CSM Bucuresti, Metz, Rostov Don og Buducnost, hvis nogen skulle være i tvivl.
Danmark har én spiller i det selskab – Anne Mette Hansen i Gyør. Og her spiller hun en beskeden rolle i de store kampe.
Optællingen viser, at 12 nationer er repræsenteret med flere spillere end Danmark i det, der lige nu er verdens allerbedste klubber.
Jeg er helt med på, at min lille undersøgelse ikke er et ph.d.-studie, og at der er mange faktorer, som spiller ind på resultatet.
Men det er da alligevel en smule tankevækkende, synes jeg.
Hvordan skulle Danmarks landshold per automatik tilhøre medaljefeltet ved mesterskaberne, når spillerne åbenbart ikke er dygtige nok til, at de bedste klubber gider skrive kontrakt med dem? Vi taler om klubber, som har masser af millioner og dermed uden problemer har kunnet hente de danske spillere.
Hvis de altså ville.
Men det vil de ikke.
I stedet befinder vi os i en virkelighed, hvor Stine Bodholt, som efter mine begreber er en top-3-spiller på landsholdet, skifter til en fransk midterklub, når hun til næste sæson skal til udlandet.
Det siger en hel del i min verden.
Jeg skal skynde mig at sige, at jeg er opmærksom på, at Odense – hvor en lang række danske landsholdsspillere huserer - og København begge er en del af mellemrunden i Champions League.
Men jeg minder om, at tre ud af fire hold fra hver af de indledende grupper avancerede til den fase. Og hverken fynboerne eller københavnerne er i nærheden af at kunne true de bedste mandskaber.
Én af klubberne når formentlig med i kvartfinalerne, men det er også den øvre grænse for, hvor langt et dansk hold kan nå lige nu. I en eventuel kvartfinale vil både Odense og København være tæt på chanceløse.
Alligevel bliver vi altså ved med at skulle høre om det store potentiale, der er i dansk damehåndbold.
Men hvis potentialet er så stort, hvorfor sætter hverken klubber eller spillere så markante aftryk på højeste niveau?
Vi kan alle sammen blive enige om, at de danske ungdomslandshold har leveret gode resultater på stribe i mange, mange år, og det burde selvfølgelig betyde, at potentialet er stort. I hvert fald på ungdomssiden.
Men fakta er, at landsholdet i en lang årrække har haft enormt svært ved at leve op til forventningerne. Og fakta er også, at det efterhånden er svært at huske, hvornår en dansk spiller sidst har sat sit præg på Champions League-turneringen.
Hvorfor er det så sådan?
Handler det om, at der er noget strukturelt galt i Danmark med overgangen fra ungdomsspiller til seniorspiller?
Handler det om, at talentsystemet – og dermed Dansk Håndbold Forbund - ikke fremelsker de individualister, der kan afgøre kampene på den helt store scene?
Eller handler det om, at ligatrænerne, som har spillerne i størstedelen af tiden, ikke er dygtige nok? Handler det om, at de simpelthen ikke har evnerne til at få et stort ungdomspotentiale til at blive til verdensklasse på seniorplan?
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er ved at blive lidt trivielt at høre sangen om 'det store potentiale'. Særligt når de, der synger for, ikke selv leverer varen.
Og så er vi tilbage til, at der er noget galt med selvforståelsen…
