Så gik den ikke mere for Aalborgs håndboldherrer. Den ultimative sensation udeblev i Champions League-finalen, hvor Barcelona blev for stor en mundfuld.

Den spanske storklub viste et imponerende højt niveau og endte med at vinde en overbevisende sejr på 36-23 i en kamp, hvor Aalborg gik i opløsning til sidst – og derfor blev cifrene på måltavlen decideret ydmygende.

Dermed levede Barcelona op til den massive favoritværdighed, som har klistret til spanierne gennem hele sæsonen. Omvendt yder størrelsen på finalenederlaget ikke Aalborg retfærdighed efter en sæson, hvor klubben har leveret den måske allerstørste sensation i Champions Leagues historie.

Herunder kan du se, hvordan B.T.s sportskommentator, Søren Paaske, vurderer Aalborg-spillernes indsats.

AALBORG HÅNDBOLD
Klubben som helhed får prædikatet som kampens top – også selvom sejrscifrene blev grimme til sidst. Det er en gigantisk sensation, at nordjyderne har spillet sig hele vejen til Champions League-finalen. For mig er det den største overraskelse i hele turneringens historie, og det aftvinger enormt stor respekt. I Nordjylland siger man, at »det er æ' så ring' endda« til den her slags, men vi kan altså godt svinge os op til et »det er fandeme fuldstændig forrygende flot«. Derfor gradbøjer vi også reglerne og giver karakteren her for hele sæsonen. Direktør Jan Larsen har skabt noget rigtig stort, og det bliver ekstremt spændende at følge udviklingen i de kommende år, når flere store stjerner kommer til klubben.

Karakter: 6

HENRIK MØLLGAARD
Der er ekstremt hårdt at give den til Henrik Møllgaard, som har været fuldstændig fabelagtig for Aalborg i denne sæson. Særligt i Champions League, hvor hans rutine, ro og høje klasse har været afgørende for, at klubben er kommet hele vejen til finalen. Men søndag aften i Køln ramte Møllgaard ikke sit niveau, og han lavede uvant mange fejl og var uskarp i sine afslutninger. Kæmpe respekt for en sæson med masser af verdensklasse – men finalen var ikke god.

Karakter: 2

Mikael Aggefors 3
Simon Gade 2
Benjamin Jakobsen 2
Jonas Samuelsson 2
Victor Kløve UB
Sebastian Barthold 3
Felix Claar 2
Lukas Sandell 6
Nikolaj Læsø 3
Magnus Saugstrup 4
Andreas Holst UB
Mark Strandgaard UB
Mads Christiansen 2
Henrik Møllgaard 2
Rene Antonsson 3
Buster Juul 2

Felix Claar stod og kiggede lidt, tog et par chasseer og vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre med bolden. Men så tænkte han åbenbart 'pyt' og klappede bolden afsted – til Barcelona-spillernes store overraskelse. Og symptomatisk for Claars sæson, så tordnede han selvfølgelig bolden i mål. Han har (også) taget Champions League med storm i et voldsomt imponerende debutår i Aalborg.

Barcelona-målmand Gonzalo Pérez de Vargas scorede simpelthen tre mål i finalen! Det må være en rekord – og det fortæller også sin helt egen historie om, hvor store problemer Aalborg havde i angrebet, hvor der blev lavet alt for mange tekniske fejl.

Ja, nu skal Aalborg hjem til Danmark og gøre sig klar til den tredje og afgørende DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg på onsdag. Og i weekenden skal de så spille Final 4 i pokalturneringen. Stefan Madsens tropper er brutalt hårdt ramt af det sammenpressede coronaprogram, og det er ikke ligefrem optimale betingelser omkring sæsonens største kampe. Og flere af spillerne skal tilmed videre til en benhård OL-træningslejr. Men jeg håber, spillerne kan nå en tur i Jomfru Ane Gade og fejre sig selv med shots ad libitum, og hvad der ellers hører til. Det har de fortjent.