Aalborg Håndbold røg ind i overmagten, da de søndag fik store prygl af FC Barcelona i Champions League-finalen.

Men det ændrer ikke på, at de forsvarende danske mestre i denne weekend har opnået noget, der for altid vil blive husket som dansk håndboldhistorie.

Det mener B.T.s sportskommentator, Søren Paaske:

»Det er en kæmpe sensation, at Aalborg overhovedet nåede til finalen. Det vil blive husket i mange år, og det har givet genlyd i hele Håndboldeuropa. De kan tillade sig at drømme stort i det nordjyske, og det lover godt for fremtiden.«

Foto: THILO SCHMUELGEN
Vis mere

Han mener, at det på trods af det store nederlag i finalen er et gigantisk resultat, som dansk klubhåndbold har leveret.

»For et dansk klubhold på herresiden er det her det største nogensinde. Det er jo helt vildt, når man kigger på de andre europæiske storklubbers budget. Det er simpelthen så imponerende,« forklarer Søren Paaske.

Han mener dog, at Aalborg Håndbold gjorde det svært for sig selv i en finale, hvor de i forvejen ikke var spået særligt store chancer.

»Det gik, som vi frygtede. Det ville først og fremmest have krævet en offday fra Barcelona, men Aalborg lavede bare alt for mange fejl og blev knust af en spansk kontramaskine,« siger han og fortsætter:

»De må stå tilbage med en ærgerlig fornemmelse, for det er ikke fedt at tabe så stort, men det, der står tilbage, er også, at det er helt ekstremt flot, at de overhovedet kom i finalen.«

FC Barcelona besejrede de undertippede nordjyder med knusende 36-23, efter spanierne løb fra Aalborg allerede tidligt i kampen.