En af den danske ligas største profiler stopper.
Den norske landsholdsspiller Bjarte Myrhol er nemlig fortid i Skjern efter OL-slutrunden denne sommer.
Det fortæller han på et pressemøde i sin danske klub Skjern.
Det er især af hensyn til kroppen, at han har truffet beslutningen om at stoppe et år før tid. Den 38-årige nordmands kontrakt løb ellers til sommeren 2022.

»Der går desværre ikke en dag uden smerter, og jeg har i en længere periode sovet dårligt. At spille håndbold på topplan med smerter er okay i en kort periode, men når det strækker sig over så lang tid, så bliver det både demotiverende og hårdt – både fysisk og mentalt. I den forbindelse vil jeg gerne rette en kæmpe stor tak til vores sundhedsstab. De har arbejdet utrolig professionelt og gjort alt for at få mig tilbage,« siger Myrhol til Skjerns hjemmeside.
Nordmanden fortæller, at han fandt frem til sin beslutning via en nøje process.
»I en længere periode skrev jeg dagbog, som desværre ikke var god læsning i forhold til smerter, søvn og medicin. Håndbolden har betydet alt for mig, men jeg er nødt til at passe bedre på min krop, end det jeg gør lige nu – og dagbogen blev tungen på vægtskålen,« siger han ærligt.
En slem skulderskade i efteråret satte tankerne i gang omkring karrierestopppet for stregspilleren, der igennem sin karriere har kæmpet med flere helbredsmæssige udfordringer. I 2011 fik han testikelkræft og siden har han døjet med en tarmsygdom, der holdt ham ude i en periode.
Nu vil han fokusere på at vinde DM med Skjern og gerne OL-guld med Norge i Tokyo, hvor han spiller karrierens sidste kamp.