Lasse Møller har været forfulgt af skader og uheld, og derfor har den 24-årige bagspiller endnu ikke fået sin slutrundedebut for Danmark.

Ja, han har faktisk blot spillet beskedne ti landskampe – selvom Nikolaj Jacobsen i en længere periode har ønsket at få bagspilleren integreret på landsholdet.

Men nu skal det være.

Lasse Møller er fit for fight igen og med i denne uges samling, efter en håndskade satte en stopper for hans deltagelse ved VM i Egypten. Og fynboen kan se frem til at få masser af opmærksomhed fra landstræneren, der glæder sig over endelig at have Møller til rådighed.

Lasse Møller ses her i aktion i DM-finalen i 2018, da han spillede for GOG.
Lasse Møller ses her i aktion i DM-finalen i 2018, da han spillede for GOG. Henning Bagger

»Hvis han skal spilles ind på holdet, så er det ekstremt vigtigt at have Lasse med. Så vi kommer til at bruge en stor del af ugen på at få kørt Lasse ind i tingene,« siger Nikolaj Jacobsen, der håber, at Lasse Møller kan nå at få »en stor rolle« til sommerens OL.

»Lasse har i hvert fald talentet og evnerne til det, så må vi se, hvor hurtig indkøringsprocessen er,« lyder det fra landstræneren, som har været imponeret af Lasse Møllers første halvsæson i Bundesligaen.

»Lasse har gjort det rigtigt godt. Specielt inden pausen (da Lasse Møller blev skadet, red.). Han har specielt angrebsmæssigt hele pakken. Han kan gå mand-mand, han kan skyde og har et godt overblik. Der er ikke så mange begrænsninger for Lasse Møller.«

Der er altså meget store forventninger til Lasse Møller, som blandt andet har de to EM-kvalifikationskampe mod Nordmakedonien i denne uge til at vise sit værd.

Her skal Møller overbevise landstræneren om, at han skal med til OL på bekostning af en af de spillere, der i januar gjorde Danmark til verdensmester.

Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at der blot er 15 pladser på OL-holdet, mens der eksempelvis var 20 spillere i den trup, der vandt VM-guld for et par måneder siden.

Det kunne ligne et betragteligt pres, men det tager Lasse Møller ganske afslappet.

»Set udefra rent statistisk ser det ikke skide godt ud for mig. Men det er en del af et længere proces om at få mig ind på holdet.«

»På den lange bane håber jeg at kunne være mere og mere med og ind på holdet. Jeg er ikke så nervøs for konkurrencen, jeg har mere fokus på, hvad jeg selv kan gøre lige nu, og jeg skal tilbage og spille rigtig god håndbold. Det er mit eneste mål,« siger Lasse Møller.