Danmarks håndboldherrer er nomineret til B.T. Guld på grund af VM-triumfen på hjemmebane.
Her tager forsvarsstyrmand Henrik Møllgaard os med bag kulisserne og fortæller om, hvordan VM-guldet i januar blev vundet på suveræn vis i Herning.
Når jeg tænker tilbage på VM, så var det bare en måned, hvor vi ikke satte en fod forkert. Hverken på eller uden for banen. Jeg har aldrig nogensinde prøvet noget lignende: at tingene på den måde bare lykkedes og gik op i en højere enhed. Og at der samtidig var god stemning hele tiden.
Der har ikke været mange slutrunder, hvor der ikke har været lidt øffen og ballade på gangene, nogen, der smækkede med dørene og var kede af, de ikke spillede. Men den slags var der slet ikke i Herning.
Vi fik spist en masse kage, drukket en masse kaffe og spillet en masse kort – ja, i det hele taget hyggede vi os bare. Og den gode stemning og selvtillid gennemsyrede alt, vi gjorde i den måned.
Nordmændene forsøgte jo at træne en helt masse ekstra og fandt på alle mulige tiltag for at optimere, men vi drak jo så bare noget mere kaffe og spiste noget mere kage i stedet.
Vi hyggede os, og der var da også nogle dumme indslag. Det kunne for eksempel være at kaste dartpile efter hinanden, som vi gjorde undervejs. Der er jo ikke nødvendigvis en god ide, når man lever af sin sport.
Jeg er da heller ikke sikker på, at al den kaffe og kage er lige efter Team Danmarks drejebog. Der er sikkert nogle diætister, der ryster en smule på hovedet. Det samme gælder nok også den sejrsøl, vi fik efter hver kamp.
Men jeg tror på, det er med til at skabe et godt fællesskab, at man nogle gange træder lidt uden for de logiske rammer for, hvad topidrætsfolk bør gøre – og VM viste jo, at man kan vinde på mange forskellige måder.
Jeg har også været med til nogle slutrunder før, hvor det har været hyggeligt og sjovt undervejs, men så er vi blevet nummer fem. Jeg har så omvendt også prøvet, at det hele stod i bål og brand, og så vandt vi et OL. Så det er ret unikt, at vi i januar i den grad kunne lykkes både på og uden for banen.
Inde på banen kørte det hele også ret problemfrit, må vi sige, og det var fantastisk at spille i de rammer i Boxen. Men jeg vil være ærlig og sige, at da vi skulle til Hamborg for at spille semifinale mod Frankrig – væk fra de trygge omgivelser i Herning – der var jeg en smule bekymret.
Der var vi lidt på usikker grund, fordi vi havde fået nogle skader, og jeg baksede blandt andet selv med en forstrækning i læggen. Det var ikke ligefrem en optimal optakt til at møde de her franskmænd, som har været så suveræne i de sidste 15-20 år.
Men vi ramte en kamp med et niveau i angrebet, som er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Også i betragtning af, at det var mod et fransk hold, der notorisk har et betonforsvar og gode målmænd. Men vi ender med at score 38 mål og spiller os bare konstant frem til store chancer. Der var nogle af vores spillere, der ramte absolut topniveau i den kamp – det var et pænt træk af dem…
Den kamp var det største svendestykke, vi lavede i den turnering. Også større end at vinde finalen over Norge, selvom vi også var ret suveræne der. Der var maksimalt tryk på, fordi det ville have været ubærligt at have spillet så godt og så snuble i semifinalen i Hamborg og ikke få muligheden for at spille finale hjemme i Herning.
I finalen var det faktisk en underlig oplevelse at være så overlegne, fordi finaler jo normalt er så tætte. Men det var ret fint at kunne kigge hinanden i øjnene med fem minutter igen og vide, at vi var verdensmestre.
Og det var faktisk også ret fint at vise, at vi var suverænt det bedste hold, så der ikke var nogen, der kunne begynde at snakke om marginaler eller hjemmebanedommer eller den slags.
Efter sejrsceremonien begyndte festen i omklædningsrummet, hvor der var masser af fadøl og arrangeret 'samle selv'-hotdogs. Vi fejrede det sammen med koner, kærester, børn, kongehus, DHF-folk og Georg Sørensen (direktør i MCH Messecenter Herning, red.). Det var virkelig nogle gode timer i sådan lidt mere private rammer.
Derefter var vi forbi rådhuset i Herning og blive hyldet af en masse fans, og det var fedt. Så fik vi noget at spise og fandt et diskotek, hvor folk gjorde deres allerbedste. Det var kl. 2 for nogens vedkommende, mens andre kunne blive ved til 7.30.
Efter et par timers søvn var det op igen, og der var jo ikke andet for end at prøve at begynde at drikke igen. Så skulle vi flyve til København med eskorte af jagerfly, og det var en vild oplevelse. Det var det virkelig også at køre fra lufthavnen til Københavns Rådhus – der var mange tusinde fans, som stod langs vejen. Det var vi meget taknemmelige for.
Fejringen på rådhuset var også en fantastisk oplevelse. Bagefter tog vi ud og spiste et halvsnusket sted og endte med at tage i byen igen til midt på natten. Der nåede vi så også et mæthedspunkt. Man kunne simpelthen ikke tage flere indtryk ind efter 48 timer, der bare var proppet med store oplevelser og glade mennesker.
VM-guldet vil altid stå som noget helt specielt for mig. Mest af alt er jeg glad, stolt og en smule forundret over, at alting kunne gå op i en højere enhed på den måde. Både på og uden for banen.
Der var ingen, der råbte højt, ingen ballade. Der var bare fantastisk stemning og sammenhold – så vi ramte den virkelig bare lige i røven hele vejen rundt.
