Per Bertelsen har ikke tænkt sig at møde op til repræsentantskabsmødet i Dansk Håndbold Forbund (DHF) mandag. Han er nemlig skuffet. Meget endda.

For snart tre uger siden meddelte Dansk Håndbold Forbund, at der skulle skiftes ud på formandsposten.

Det skal formelt ske på DHFs repræsentantskabsmøde mandag aften, hvor Per Bertelsen ikke bliver genvalgt, og hvor man vil pege på Morten Stig Christensen som ny formand.

Per Bertelsen har dog ikke tænkt sig at møde op og komme med sin beretning. Det siger han i et interview med TV 2 Sport.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg er dybt skuffet, må jeg indrømme. Jeg har fået mange knive i ryggen i det her af nogle folk, som jeg ikke troede, jeg skulle få det af,« siger Per Bertelsen og fortsætter:

»Det er uværdigt, synes jeg, efter et langt liv i håndbold.«

Han vil ikke udtale sig yderligere eller oplyse, hvem han mener, der har 'stukket knive i ryggen' på ham.

DHF oplyste 11. august, at et flertal bestående af delegerede fra Jydsk Håndbold Forbund, Håndbold Region Øst, Fyns Håndbold Forbund, Divisionsforeningen og Håndbold Spiller Foreningen ønsker en ny struktur.

Foto: Simon Skipper
Vis mere

De vil med egne ord gerne skabe et mere moderne forbund, og en mindre kreds af medlemmer fra repræsentantskabet har spurgt Morten Stig Christensen, om han kunne tænke sig at blive ny formand.

Det har DHFs nuværende generalsekretær sagt ja til, og han vil derfor blive opstillet som formandskandidat til det kommende repræsentantskabsmøde.

Kent Nicolajsen, formand for Jydsk Håndbold Forbund, er en af dem, som vil af med Per Bertelsen som formand.

»Vi er utrolig glade for, at Morten Stig Christensen har sagt ja til at stille op som formand.«

»Vi mener, han har de kompetencer, der skal til for at gennemføre den strategi, der sikrer fremtiden for dansk håndbold,« sagde Kent Nicolajsen til forbundets hjemmeside tidligere på måneden.

Per Bertelsen har været formand i Dansk Håndbold Forbund i hele ti år – nemlig siden 2011.