Håndboldlandstræneren Nikolaj Jacobsen er mest tryg ved at skulle til OL i Tokyo til sommer, hvis han er fuldt vaccineret.

Det kan måske være svært at forstå i Danmark, fordi vi lige nu befinder os et godt sted i pandemien. Men i Japan er situationen en helt anden. Der blev således erklæret undtagelsestilstand i landet i slutningen af sidste uge på grund af en stor stigning i antal smittede. Det er tredje undtagelsestilstand i Japan med corona som årsag.

Nikolaj Jacobsen var derfor splittet, da B.T. spurgte ind til den igangværende vaccinedebat på mandagens pressemøde forud for landskampene mod Schweiz og Finland.

»Det er svært at svare på min holdning vedrørende, om atleterne skal foran i vaccinekøen. Jeg synes, man skal holde sig i den kø, man er i. Det er sådan, vi er opdraget i Danmark,« lød det eksempelvis fra den 49-årige landstræner, inden han fortsatte:

Danmark triumferede ved VM i januar.
Danmark triumferede ved VM i januar. KHALED ELFIQI

»Jeg skal på den anden side være ærlig og sige, at jeg ville være mest tryg ved at rejse til Japan og vide, jeg er fuldt vaccineret. Så det er lidt blandet.«

Vaccinedebatten går lige nu på, om de danske OL-atleter skal foran befolkningen i køen. Og her er meningerne delte. Sara Slott, der vandt bronze ved legene i Rio i 2016, er for den idé sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF), mens Socialdemokratiet klart siger nej.

Fløjspilleren Magnus Landin er på linje med Nikolaj Jacobsen. Men han erkender samtidig, at han er meget tilfreds med, at han ikke skal stå med beslutningen i sidste ende, fordi der både er fordele og ulemper ved de forskellige muligheder.

»Der er nok nogle, der har mere brug for det end os, men det må være eksperternes beslutning. Jeg ville dog personligt være mest tryg ved at være vaccineret til OL. Også hvis det betyder, at folkene, man omgås med ligeledes, er det.«

Danmark havde Nikolaj Jacobsen, Magnus Landin, Mads Mensah Larsen og Jannick Green med til mandagens pressemøde. Og holdningerne til debatten var forskellige. De to sidstnævnte havde således et andet synspunkt end landstræneren og fløjspilleren.

»Det er heldigvis langt væk fra mit bord. Jeg haster ikke for at få en vaccine, og det vil overhovedet ikke få mig til at føle mig mere tryg i Tokyo ved at få den. Jeg håber personligt i hvert fald ikke, at vi kommer ud i, at man bliver tvunget til at blive vaccineret, men det kan selvfølgelig blive nødvendigt for at gennemføre OL,« lød det fra Flensburg-spilleren Mads Mensah Larsen.

Og målmanden Jannick Green deler sin holdkammerats mening. Han tager sikkerheden i vaccinen meget afslappet og stoler på, at der findes nogle folk, der kan tage de rigtige beslutninger.

»Det betyder ikke så meget. Jeg har vænnet mig til at få taget de der test, så hvis jeg skal fortsætte med det lidt endnu, gør det mig ikke så meget. Alle, der er utrygge, skal have en vaccine, så vi kan komme til at leve nogenlunde normalt. Og så vil jeg lade det være op til forbundet og OL at tage beslutningen. Det betyder ingenting for mig. Jeg gør, hvad de ønsker. Jeg stoler på, der er styr på alt det udenom, så vi ikke tager en risiko ved at tage der over.«