Det danske håndboldlandshold er blevet ramt af corona i truppen.

Håndboldspilleren Simon Pytlick isoleres fra resten af det danske landshold som følge af en positiv coronatest.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

»Det er en svag positiv test, og derfor håber vi, at der er tale om en gammel infektion. Men vi går med livrem og seler, så Simon er isoleret, indtil vi får lavet en ny test i morgen, som gerne skulle afklare det endeligt,« siger landsholdslæge Morten Storgaard.

Simon Pytlick får slutrundedebut ved VM.
Simon Pytlick får slutrundedebut ved VM. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den positive test kommer i kølvandet på meldingen om, at landsholdet tager en række forholdsregler og i høj grad isolerer sig op til VM.

IHF kræver nemlig, at samtlige spillere skal testes flere gange i løbet af VM. I dagene før VM, efter gruppespillet og lige inden en eventuel kvartfinale.

Eksempelvis droppes traditionelle fornøjelser for fans, såsom selfies og autografskrivning med landsholdet, når Danmark spiller VM-testkampe 5. og 7. januar i Odense og København, oplyste DHF tidligere til B.T.

»Når IHF har besluttet, at der skal testes for corona både før og under VM, bliver vi nødt til at være forsigtige. Til gengæld er holdet topmotiveret for at give alle en stor håndboldoplevelse på banen,« lyder det fra Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Simon Pytlick udtaler, at han er ved godt mod og uden symptomer:

»Det er enormt ærgerligt ikke at kunne træne med holdet, men jeg er trods alt glad for, at det er så tidligt i forberedelserne, at jeg kan nå at blive helt klar til VM. Heldigvis har jeg ingen symptomer, så forhåbentlig kan jeg snart forlade isolationen og være med igen,« siger han.

Danmark spiller i optakten til VM to landskampe ved NORLYS Cup mod Saudi-Arabien, torsdag i Odense og lørdag i København.