Lærke Bagger er ikke i tvivl om, hvordan hendes perfekte dag i Aalborg skal se ud, hvis hun helt selv kunne sammensætte dagen fra morgen til aften.

For strikkeguruen byder den perfekte dag på alt fra strik til cowboytoast, når hun skal tilbringe en dag i sin hjemby.

Lærke Bagger er født og opvokset i Aalborg. Hun bor i København med sin familie den dag i dag, men hun drømmer sig ofte tilbage til Aalborg. Tag med Lærke Bagger rundt i Aalborg herunder!

1. Garncafé Madsine

»Man skal uden tvivl starte dagen hos Birgitte Munk, der har Garncafé Madsine, som jeg synes er en helt fuldstændig fantastisk garnbutik. Det er meget mere end bare garn hos Birgitte. Det er mere et fællesskab omkring håndarbejde.«

»Man kan også få noget varmt at drikke dernede, så man kan passende starte dagen med en kop kaffe og sit strikketøj og så tage en snak med dem, der arbejder dernede – de er så herresøde!«

2. Aalborgtårnet

»Herefter skal man tage op i Aalborgtårnet. Herfra kan man se ud over Aalborg by, og det er bare en kæmpe oplevelse – og så kan man få pomfritter, pølsemix og cowboytoast deroppe, imens man kigger ud over byen.«

Cowboytoast er blandt andet på menuen i Aalborgtårnet, hvis det står til Lærke Bagger.
Cowboytoast er blandt andet på menuen i Aalborgtårnet, hvis det står til Lærke Bagger. Henning Bagger

3. KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg

»Hvis man ikke er til cowbytoast, kan man tage på Kunsten i stedet og spise en frokost og få et glas hvidvin. Efter min mening er det et af de smukkeste kunstmuseer i hele Danmark, og det er jo Alvar Alto, som har lavet det, og det er bare et af de smukkeste museer i hele verden, som jeg har set. Jeg er kommet der, siden jeg var helt lille.«

»Hvis man har børn, kan jeg virkelig også anbefale Skulpturparken, hvor de bare kan have det virkelig sjovt. Der er blandt andet et springvand og en udstilling af Olafur Eliasson, hvor børnene kan få lov at komme ud og pille ved tingene, hvis kunstmuseet bliver for kedeligt for dem.«

4. La Bottega

»Når man har brugt hele formiddagen og eftermiddagen på kaffe, pølsemix og kunstmuseum, skal man tage ind på et italiensk sted inde ved Gammeltorv, hvor man kan få aftensmad. Det hedder La Bottega, og de har alt fra pizza og pasta til antipasti, pølse og brød. Jeg vil klart anbefale at spise derinde fremfor at tage maden med hjem. Jeg har fået en pastaret med kanin derfra, som bare smagte vildt godt! Det er bare et rigtig hyggeligt sted med vildt fantastisk mad..«

5. Jomfru Ane Gade og Frederikstorv

»Jeg synes klart, at man skal gå en tur ned igennem Jomfru Ane Gade for at opleve stemningen, men man behøver ikke nødvendigvis at gå ind på nogen af barerne. Hvis man fortsætter ned igennem Jomfru Ane Gade og byen, havner man nede på noget, som hedder Frederikstorv, hvor man klart skal besøge værtshuset Smedekroen. Det er mit gamle stamsted, som er sådan et originalt brunt værtshus med jukebox, Fernet Branca og bajere på flaske.«

»Så kan man sidde der med en flaskebajer og høre noget Lilholt på jukeboxen. Jeg tager altid derhen med mine fætre, når vi har været til familiefest i Aalborg, og det var nærmest et ritual for mig at komme der i gymnasiet. Det er lige så fedt, som det altid har været!«

Hvis det står til Lærke Bagger, kan man godt nøjes med at slentre igennem Jomfru Ane Gade.
Hvis det står til Lærke Bagger, kan man godt nøjes med at slentre igennem Jomfru Ane Gade. Henning Bagger