Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Allerede første gang, Hjalmer var på festival i 2014, blev han blæst bagover af musik, alkohol og kærlighed.
»Det var den smukkeste uge, og jeg faldt rigtig meget i søvn i pisserenden på et tidspunkt, fordi jeg var for stiv. Det var lige, som det skulle være,« fortalte han for nylig i et interview til B.T.
Det har ikke kun fået ham til at vende tilbage år for år, det har også lært ham en ting eller to om, hvad der skal til for at få den bedst mulige festivaloplevelse.
Her deler han sine allerbedste råd.
1. Vær en ven
Hvert eneste år har Hjalmer været på festival med den samme vennegruppe. Og i gruppen er det en selvfølgelighed, at man passer godt på hinanden, fordi det både kan være voldsomt og overvældende, når musikken spiller.
»Det handler også om at være gode venner inden og ligesom have nogle regler, for når man først er stiv, er det sådan ses-agtig. Man kan godt huske de aftaler, man har lavet inden,« siger Hjalmer.
»Hvis man kan undgå det, skal man ikke gå alene rundt, for det er altid fedt at være to. Hvis der kun er en, der vil til en koncert, er vi sådan 'Okay, så går jeg med, men jeg kommer til at hade det helt vildt'.«
2. Undgå skybrud i tanktop
»Jeg er som mennesketypen, der pakker for meget til alt. Hvis jeg skal spille én koncert, har jeg stor kuffert med, for hvad nu, hvis jeg får tøjkrise,« siger Hjalmer.
Derfor har han også en klar anbefaling til alle dem, der endnu ikke ved det: Husk godt med tøj.
»Det er meget nemt at tage af sted i 30 graders varme i tanktop og shorts, og det fortryder man bare bitterligt, hvis himlen åbner sig,« siger han.
»Jeg er altid alt for forberedt. Jeg kommer også hjem med tøj, jeg ikke har brugt. Men hellere det end at have for lidt med, det er mit mantra.«
3. Skriv ned
Nogle af de største og vildeste koncerter, Hjalmer har været til, har været på festivaler. Her står blandt andre Paul McCartney på Roskilde Festival 2015 frem som noget ekstra særligt.
Men en del af det at være på festival er også, at man nemt kan opleve og blive overrasket af nye kunstnere – og så er det med at skrive ned, hvis noget fænomenalt ikke skal fordufte i alkoholtågen.
»Så laver man sådan en lille liste af sange, man skal hjem at høre. For jeg synes virkelig også bare, festivaler er en fantastisk måde at opdage musik på. Jeg er sikker på, der også er mange, der har opdaget mig på den måde.«
4. Kør den hjem med snacks
De fleste kender den der pludselige, men intense sult, der kan ramme som lyn fra en klar himmel på en festivaldag med alkohol i blodet og mange kilometer i benene.
I det tilfælde kan den rette proviant redde dagen.
»Det er meget godt at have et stash af myslibarer. Det har altid reddet mig helt vildt, når jeg er blevet lidt for fuld og lidt for sulten, og der er langt til mad, eller der er lukket. Og så er det bare stærkt at have forråd til en uge i din taske i dit telt.«
5. Tag et bad
Uanset om det er støvet eller styrtregn på festivalpladsen, er én ting sikkert. Flere dages koncerter, fest og fjas sætter sine spor.
Derfor er det sidste råd enkelt, men klart:
»Bare tage et bad på et eller andet tidspunkt. Nogle gange kan man gå otte dage uden, men det er ikke rart for nogen på en eller anden måde.«