Han er faldet i søvn i pisserenden, han har haft et ægte 'I made it'-moment, han har mistet sin pung på et festivaltoilet og genfundet troen på menneskeheden samme sted.
Hjalmer er kort sagt både vant til og vild med at være på festival – uanset om det er på scenen eller i smatten.
»Festivaler er bare fedt. Kæft, jeg har savnet det,« siger den 26-årige musiker.
Til sommer skal han og bandet tilbageerobre de udendørs scener landet over, når festivalfeberen rammer Danmark efter to lange års fravær, og for første gang venter hjemstavnsfestivalen Tinderbox.
»Jeg har været der én dag i 2017 og se min far, men det er faktisk det eneste, jeg har prøvet at være på Tinderbox, så jeg glæder mig vildt meget til det,« siger han.
Men Hjalmer skal også opleve stemningen på Roskilde Festival sammen med den drengegruppe, han første gang var på festival med i 2014.
»Dengang gik jeg stadig bare og drømte om at kunne få lov til at spille musik.«
»Det var jo min kæmpedrøm, så til alle koncerter stod jeg bare og var vildt misundelig på dem på scenen,« husker han.
På det tidspunkt havde han lige fået studenterhuen på, og det første møde med festivalen var ret overvældende.
»Det var den smukkeste uge, og jeg faldt rigtig meget i søvn i pisserenden på et tidspunkt, fordi jeg var for stiv. Det var lige, som det skulle være,« griner han.
Både det og de følgende år på festivalen forbinder han med den ultimative frihedsuge, fri for forventninger og forpligtelser.
»Det er sjældent, man som menneske har sådan en uge. Det er det, der gør det så fantastisk.«
Lige netop det er dog svært som optrædende musiker, hvor festivaler er arbejde, før de er fornøjelse.
»Før i tiden drak man sig bare ned og skulle ikke tænke over noget. Nu sidder man og skal tænke over, at man skal synge om tre dage og ikke kan drikke 30 øl eller råbe.«
Det betyder også, at han bliver nødt til at forsømme en del af festen med den gruppe, han ellers er afsted med hvert år på Roskilde Festival.
Det gjaldt også i 2019, hvor Hjalmer havde fire andre koncerter, samme uge som han for første gang selv skulle spille på festivalen.
Foran scenen stod i omegnen af 10.000 mennesker, og forrest blafrede et velkendt flag.
Flaget for Camp Boogies.
»Det første, jeg så, da jeg kom ud til det der menneskehav, var mine ti drenge, der stod nede foran.«
Vennerne havde ventet i mange timer for at stå allerforrest og tage imod ham.
»Det var bare mega smukt, det var bare full circle. Jeg kan huske, jeg blev så rørt over det. Fuck mand, altså. Det var virkelig, virkelig stort.«
Navnet på campen, Camp Boogies, er ikke alene opkaldt efter vennernes yndlingsbar i Odense. I 2017 spurgte de også, om barejeren ikke ville sponsorere deres camp på Roskilde Festival.
Det ville han – og beredt med flag, klistermærker, øl, Jägermeister og »alt muligt« holdt Hjalmer og vennerne Boogies-fest på Roskilde.
»Der kom vildt mange, som sikkert ikke havde et forhold til Boogies overhovedet, men der kom også vildt mange, som havde.«
»Og på en eller anden måde var det så dumt, men det var også noget af det sjoveste nogensinde.«
Da samtlige festivaler blev aflyst i 2020, så vennegruppen ingen anden mulighed end at lave deres egen festival, og de lånte til formålet en kolonihave i Odense.
Forinden havde Hjalmer meddelt sin familie, kæreste og venner, at de ikke skulle forvente at få fat på ham på telefonen.
For nu var det festivaltid, og alle var klar til de fem vildeste dage badet i sprit og kærlighed.
»Det endte også med, at politiet kom, fordi det var en meget lille kolonihaveforening, hvor vi måske også kom til at presse den en lille smule.«
»Vi blev bedt om at skrue ned, kraftigt. Måske også mere end én gang. Men det gjorde vi også, og alt var godt.«
Det var ikke Roskilde Festival, men noget helt specielt, der trods alt mindede om i mindre skala.
Som optrædende musiker i eget navn var branchefestivalen Spot Festival i Aarhus Hjalmers første festival i 2017.
Siden er han for længst blevet et kendt navn.
»Jeg kan huske, jeg havde sådan et kæmpe 'made it'-moment i 2018, da jeg lige havde udgivet det første, og det stadig var sådan lidt... 'Kommer det til at gå godt, eller kommer det til at gå dårligt?'«
Lige indtil han hørte sin musik blive spillet i en camp.
»Så er man sådan: 'Okay, hvis det er kommet til Roskilde, så går det godt. Så har vi fat i noget rigtigt.'«
En anden og langt mindre glamourøs oplevelse havde han i 2014.
En oplevelse, der begyndte en eftermiddag på et festivaltoilet og sluttede samme nat med en fornyet tiltro til menneskeheden.
»Jeg havde det lidt dårligt. For at være ærlig lidt dårlig mave, festivalmave. Så jeg havde været på toilettet i lang tid i de der klamme båse,« fortæller Hjalmer.
Ikke desto mindre tog han efterfølgende til koncert, hvor en af hans venner til gengæld fik det dårligt og måtte følges ud for at få noget vand.
»Han er ikke længere i stand til at finde sin pung frem eller noget.«
»Og da jeg skal betale, kan jeg se, at min pung ikke længere er i min bæltetaske. Og jeg tænker bare: 'Det er løgn, jeg har tabt den et eller andet sted.'«
Heldigvis stod andre klar til at hjælpe vennen med vand, og Hjalmer fulgte ham hjem, inden han selv begyndte at lede efter sin pung ved alle barer og madboder.
Uden held.
»Klokken var to om natten, og jeg tænker bare: 'Den er væk, hvor er det dårligt.'«
»Så står jeg lidt og tænker, at nu går jeg på toilettet og tænker over, hvad jeg gør.«
»Og tilfældigvis kommer jeg ind i den samme bås, jeg har været tidligere – helt tilfældigt – og så ligger min pung fandeme på vasken, og alt er i den.«
»Dankort, kontanter. Der er ingen, der har rørt den, de har bare lagt den til side, og det var i hvert fald seks timer siden, jeg sidst havde været der.«
»Mennesker kan også bare være nice, folk er også bare gode ved hinanden.«
Søger du mere underholdning, kan du lytte til 'Det, vi taler om' podcasten her:
