Bettina Bøjstrup har besøgt alt fra store byer i Tyskland til stort set øde områder i Norge i en autocamper, men alligevel sætter hun pris på de små hverdagseventyr i og omkring Aalborg.

En følelse af frihed.

Så simpelt beskriver 28-årige Bettina Bøjstrup livet med en autocamper, og her guider hun til hverdagseventyr i og omkring Aalborg med udgangspunkt i sin autocamper, som giver hende en forlængelse af friluftslivet. Nogle af stederne overnatter hun, og andre steder er blot en pause fra hverdagen, hvor hun kører hen i sin autocamper med en kop kaffe og en god veninde.

Hun deler flittigt ud af sine oplevelser i både ind- og udland på Instagram. Sammen med sin kæreste Esben har hun de seneste 3,5 år kørt store dele af verden tyndt i deres autocamper, som de selv har istandsat fra bil til et lill hjem på hjul med hjælp fra YouTube og Facebook-grupper. De bor i Aalborg, men de bruger store dele af deres tid på landevejen i det kørende hjem.

»Der er så mange steder i og omkring Aalborg, hvor man bare kan pakke bilen og køre ud til en helt almindelig aften og få fantastiske naturoplevelser. Man kan lægge sæderne ned i sin bil og lægge en madras ud, og så kan man afprøve det her med at sove i en bil,« fortæller hun.

Her får du hendes 4 bedste steder i og omkring Aalborg, hvis du også drømmer om at starte bilen og drøne på hverdagseventyr – og du kan starte i dag, for du kan hurtigt få pakket din bil til eventyr, selvom du ikke ejer en autocamper.

1. Hammer Bakker

For Bettina Bøjstrup er Hammer Bakker et af de steder, hun tager til, hvis hun skal have flot natur tæt på Aalborg, hvor der er en god shelterplads tæt ved en af de store parkeringspladser med mulighed for at overnatte i bilen.

»Det er virkelig mit go-to, hvis jeg skal være tæt på naturen. For mig handler det om, at jeg kan opholde mig i naturen og have en følelse af at være i naturen på samme tid med, at jeg har mit lille hjem med. Det giver en kæmpe ro for mig og en enorm følelse af frihed.«

I en storby som Aalborg, kan det være svært at finde vild natur, og det er en af grundene til, at Bettina Bøjstrup sætter kursen mod Hammer Bakker.

»Det er så unikt, at der er så flot natur tæt på Aalborg, som er så relativt nemt at komme til fra byen. Det er tit Hammer Bakker, jeg kører til, hvis jeg skal have noget rå natur og koble helt fra.«

Hammer Bakker er ofte udflugtsmål for Bettina Bøjstrup.
Hammer Bakker er ofte udflugtsmål for Bettina Bøjstrup. Foto: Privat
Vis mere

2. Limfjorden

I Aalborg er det næsten ikke til at undgå Limfjorden. Derfor er det også et af de steder, hvor Bettina Bøjstrup ofte parkerer bilen og tager på tur til, og hvor hun ikke nødvendigvis overnatter.

»Særligt ude omkring Rærupvej i Nørresundby er der en virkelig god udsigt til Limfjorden, hvor man kan parkere næstn helt ned til vandet. Her kan jeg sagtens finde på at sætte mig i bagsmækken af bilen og drikke en kop kaffe eller lave aftensmad.«

Når Bettina Bøjstrup ikke har sin kæreste Esben med, har hun ofte sine veninder med i bilen.

»Jeg kører også tit derud med mine veninder, hvor vi bare kan sidde sammen og nyde udsigten. Jeg siger tit, at bilen er min terapibus, fordi man tit får nogle fantastiske snakke, når omgivelserne ikke bare er en café, fordi man selv skaber omgivelserne.«

Udsigten til Limfjorden har også givet anledning til unikke naturoplevelser i byen, hvor Bettina Bøjstrup kunne komme helt tæt på.

»Da delfinen Budolphin var i Limfjorden, var det en kæmpe oplevelse at sidde i bilen ude ved KMD og kigge på den. Jeg havde også mit supboard med, så der kom jeg helt tæt på den og kunne følge med fra mit lille hjem.«

Det lykkedes Bettina Bøjstrup at spotte delfin Bupolphin i Limfjorden.
Det lykkedes Bettina Bøjstrup at spotte delfin Bupolphin i Limfjorden. Foto: Privat
Vis mere

3. Vestbyen

Ofte tager Bettina Bøjstrup også ud omkring Vestbyen, når hun skal på hverdagseventyr i Aalborg.

»Jeg synes, at Skudehavnen ude omkring Vestbyen er et skønt sted! Der går sådan en tange ud, som går helt ned til Limfjorden ude ved Fjordbyen med en række af parkeringspladser. Der kan man holde og kigge ud over Egholm.«

Hvis man fortsætter længere ud mod Vestbyen, havner man i Fjordbyen, og det er også et af de steder, hvor bilen ofte bliver parkeret.

Fra Skudehavnen kan man nyde en kop kaffe i bagsmækken af bilen med udsigt til Egholm.
Fra Skudehavnen kan man nyde en kop kaffe i bagsmækken af bilen med udsigt til Egholm. Foto: Privat
Vis mere

4. Den lidt længere tur til Vestkysten

Hvis Bettina Bøjstrup skal lidt længere væk fra Aalborg, tager hun ofte op til Blokhus og Løkken – og det er hele turen værd for hende!

»På stranden må man gerne overnatte i sin personbil, men man må ikke begynde at parkere med markise og stole. Hvis man gør det, kan man virkelig se nogle helt fantastiske solnedgange fra bagsmækken af bilen.«

Hvis du er klar på lidt længere tur, anbefaler Bettina Bøjstrup også Løkken.
Hvis du er klar på lidt længere tur, anbefaler Bettina Bøjstrup også Løkken. Foto: Privat
Vis mere