En skandale har tilsyneladende ramt golfsporten i Danmark.

Den største stjerne af dem alle, Thorbjørn Olesen, er ifølge flere engelske medier havnet i en opsigtsvækkende sag om en flyrejse, der er gået helt galt.

Episoden skulle have fundet sted mandag, da han var på vej hjem fra en turnering i USA, og undervejs påstås det, at Thorbjørn Olesen seksuelt har forulempet en kvindelig medpassager, ligesom han skulle have urineret i midtergangen og overfuset et tililende personale fra British Airways.

Metropolitan Police har oplyst til Daily Mail, at en 29-årig mand mandag blev anholdt 'under mistanke for et seksuelt overgreb, at være beruset om bord på et fly og ikke have lyttet til kabinepersonalets anvisninger'.

...Jeg kan ikke komme på nogen forudgående eksempler med barslagsmål, spritkørsel eller den slags, så det kommer vildt meget bag på mig at læse det her om Thorbjørn Olesen

Tilbage sidder golfverdenen overrasket og chokeret. Således også golfværten Anders Sigdal og kommentator Henrik Knudsen.

Begge understreger de, at de tager forbehold for, om Thorbjørn Olesen rent faktisk har været involveret i ovennævnte, men hvis det er tilfældet, så kan den danske stjerne ifølge Henrik Knudsen godt se frem til en bøde af Europa Touren.

»Det kunne de godt finde på at give ham. Europa Touren går meget op i, hvordan deres spillere opfører sig, og meget tyder da på, at Thorbjørn Olesen har været involveret i det her, men jeg kender ikke Thorbjørn som privatperson, og om det her afspejler hans personlighed væk fra sporten,« siger han og tilføjer:

»Så jeg er lige så overrasket over at læse det her om Thorbjørn Olesen som alle andre.«

PAUL ELLIS

»På banen har man da enkelte gange godt set, at han kan blive frustreret, men det følger jo med resultaterne, så på den måde er han ikke anderledes end andre golfspillere. Han agerer altid professionelt.«

Også Anders Sigdal har et godt indtryk af golfspilleren Thorbjørn Olesen. De to mødtes sidst for godt og vel et par måneder siden ved Made in Denmark, hvor Anders Sigdal er pressechef.

»Det er bare trist, hvis der er sket det, der bliver beskrevet. Jeg kan ikke komme på nogen forudgående eksempler med bar-slagsmål, spritkørsel eller den slags, så det kommer vildt meget bag på mig at læse det her om Thorbjørn Olesen,« siger Anders Sigdal og fortsætter:

»Jeg oplever ham som en glad dreng, der nu er blevet en ung mand. Han er meget seriøs med sin idræt. Nogle gange holder så en god fest åbenbart. Om han så også har gjort det her, ved jeg ikke. Men da han var ung, var han da kendt for at give den gas til fester,« tilføjer Anders Sigdal.

...Den slags har før kostet sponsorer, og selvfølgelig kan det samme blive gældende for Thorbjørn Olesen

Hvis det viser sig, at Thorbjørn Olesen rent faktisk er skyldig i forholdene, kan det ud over en mulig bøde også koste på pengepungen.

»Den slags har før kostet sponsorer, og selvfølgelig kan det samme blive gældende for Thorbjørn Olesen, hvis han har gjort, som der bliver skrevet,« siger Henrik Knudsen.

Anders Sigdal kan ikke komme i tanke om andre golfspillere, der er blevet anholdt for ballade på et fly.

»Tidligere har upassende opførsel på banen givet karantæner, men om der er en spiller, der øjensynligt har opført sig så upassende på et fly, så det måtte lande for at anholde ham, ved jeg ikke, hvorvidt er sket før. Golf er jo en individuel sport, så jeg har svært ved at se, hvad konsekvenserne kan blive for ham sportsligt. Han er tilmeldt en turnering i Sverige om to uger, så umiddelbart deltager han i den, medmindre han får en karantæne. Under alle omstændigheder kan jeg kun gentage, at det er trist læsning.«

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thorbjørn Olesens irske agent, Rory Flanagan, og hans danske agent, Mads Frederiksen.