Sit livs største og værste stormvejr.

Sådan vil Thorbjørn Olesen formentlig beskrive de seneste 853 dage, der er gået, siden han blev anholdt i London-lufthavnen Heathrow efter en lang flyvetur fra USA. En tur, der har sendt den dengang bedste danske golfspiller på en så stor deroute, at det har kostet ham millioner af kroner, verdensranglistepoint, hans ry – og nu måske også karrieren.

Mandag 6. december kan nemlig ende med at blive en skæbnesvanger dag for den skandaleramte stjerne, når Isleworth Crown Court i det vestlige London skal tage stilling til, om han er skyldig i det, der skete over Atlanten 29. juli 2019.

For da flyet landede i den britiske hovedstad, ventede det britiske politi pænt på Thorbjørn Olesen, efter han angiveligt i beruset tilstand havde opført sig upassende over for en kvindelig stewardesse og også havde urineret i midtergangen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sidenhen blev han sigtet for tre forhold om upassende opførsel – berøring af seksuel karakter uden samtykke, et overfald af mindre grov karakter samt at være beruset på et fly.

Den danske golfstjerne har hele vejen igennem erklæret sig uskyldig i alle tre forhold.

Særligt tiltalen om berøring af seksuel karakter uden samtykke kan ende med at koste Thorbjørn Olesen dyrt, da han i værste fald kan blive idømt en en fængselsstraf på ti år, mens det at være fuld på et fly ifølge engelsk lovgivning maksimalt kan give to års fængsel.

Dermed er alt på spil for den engang så succesfulde dansker, der under flyveturen tilbage i 2019 var verdens 62. bedste spiller og samtidig også kunne bryste sig af at kalde sig for Ryder Cup-vinder.

Men allerede inden en endelig dom er afsagt, har sagen haft voldsomme konsekvenser for Olesen.

Længe var den danske stjerne nemlig suspenderet fra at spille golf, hvilket betød, at hans placering på verdensranglisten var i frit fald.

I maj 2020 var det så meningen, at sagen skulle få et endegyldigt punktum, men coronakrisen betød, at alle retssager i Storbritannien blev udsat og derfor nu først bliver afviklet over halvandet år senere.

European Tour ophævede derfor også udelukkelsen i starten af juli sidste år, men tiden væk fra køllerne og grønne græs har tydeligvis påvirket danskerens spil.

Her ses Thorbjørn Olesen forlade retten i London tilbage i september 2019.
Her ses Thorbjørn Olesen forlade retten i London tilbage i september 2019. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Det betyder også, at han i skrivende stund er placeret helt nede som nummer 420 i verden.

Også økonomisk er danskeren blevet hårdt ramt.

I 2017 og 2018 tjente han henholdsvis 10,1 millioner kroner og 20,1 millioner kroner i præmiepenge, mens han i 2019 'blot' indkasserede 3,9 millioner på grund af udelukkelsen.

Derudover er hverken Nike, Rolex og ISPS Handa længere på Thorbjørn Olesens liste over sponsorer.

Men nu ser endelig ud til, at den omdiskuterede golfstjerne kan få afklaring på det, der har fyldt alt gennem snart to og et halvt år.

»Retssagen er fortsat sat til 6. december, men det kan ændres i sidste øjeblik,« oplyser en talsmand fra Isleworth Crown Court i en mail til B.T.

Det er endnu også uvist, hvad det får af sportslige konsekvenser, hvis danskeren ender med at blive kendt skyldig.

»Da dette er en igangværende juridisk sag, kan vi ikke under britisk lovgivning kommentere, før retssagen er afsluttet,« udtaler European Tours' mediedirektør til B.T.

Golforganisationen oplyste således i forbindelse med ophævelsen af suspenderingen af Olesen, at de vil genoverveje beslutningen, når sagen er afgjort.

B.T. har også været i kontakt med Thorbjørn Olesens danske agent, Mads Frederiksen, der oplyser, at den danske golfspiller ikke vil udtale sig, før retssagen er afsluttet.

Andre læser også