Sagen om Thorbjørn Olesens opførsel på fly BA222 mellem Nashville og London-Heathrow sidst i juli har langtfra nået sin ende.

Onsdag valgte golfspilleren, der er tiltalt for seksuel berøring uden samtykke (sexual assault on a female), et overfald af mindre karakter (assault by beating) samt at være fuld på et fly, at erklære sig ikke-skyldig i alle tiltaler.

Han ønskede også, at sagen bliver overført til Crown Court i stedet for Magistrates' Court, hvor første høring fandt sted. Dermed skal den 29-årige dansker for retten igen den 18. september kl. 10 ved Isleworth Crown Court.

Hvad betyder det helt nøjagtigt for Thorbjørn Olesen-sagen, og hvad kommer der til at foregå den 18. september? B.T. har spurgt den engelske barrister, QC, Ben Douglas-Jones, som er specialiseret i alvorlige forbrydelser.

»Der kommer til at foregå det, som man kalder en pre-trial preparation hearing (en slags forberedelseshøring inden en retssag, red.). Her vil der hverken være en jury eller vidner, men til gengæld er der en dommer, og parterne vil være repræsenteret af solicitors og barristers,« siger Ben Douglas-Jones.

»Det er en mere formel høring end ved Magistrates' Court, og her vil dommere og barristers være iført parykker og kapper.«

Ved høringen den 18. september, som formentlig ikke varer mere end 15-30 minutter, vil dommeren sætte en dato for retssagen. Men der kan godt gå lang tid.

»Når det skal ske ved Crown Court i Isleworth, kan jeg godt forestille mig, at der bliver fremlagt en dato, som vil ligge otte-ni måneder efter datoen i september. Jeg tror ikke, at det bliver i 2019,« siger Ben Douglas-Jones om høringen, hvor der både vil være en jury bestående af 12 mand samt en dommer til stede. Det er også her, der kommer vidner.

Thorbjørn Olesen ved Uxbridge Magistrates' Court, onsdag den 21. august 2019.
Thorbjørn Olesen ved Uxbridge Magistrates' Court, onsdag den 21. august 2019. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Den 18. september vil dommeren også opfordre til, at der klargøres beviser eller nye afsløringer til den kommende retssag.

Muligvis vil der også blive bedt om såkaldte 'special measures', hvilket indbefatter, at vidnerne får lov til at stå bag en skærm eller at være med på videolink under den fremtidige retssag, hvis de bliver betragtet som sårbare.

Ved at få sagen ført videre fra Magistrates' Court til Crown Court sikrer Thorbjørn Olesen sig, at hans sag kommer for en jury, selvom han risikerer en hårdere straf, da Crown Court har mere magt end førstnævnte.

Ben Douglas-Jones vil ikke udtale sig i forhold til Thorbjørn Olesens mulige straf specifikt, da han ikke er involveret og kender sagen indgående.

»Men vanligt bør den tiltalte regne med en omgående fængselsstraf, hvis man bliver dømt skyldig i at være fuld på et fly. Appeldomstolen i England og Wales har gjort det klart, 'at oplevelsen af en beruset person på et fly er skræmmende, ikke mindst på et langrutefly, og derfor udgør det en sikkerhedsrisiko',« forklarer han og tilføjer, at selvom Thorbjørn Olesen ikke tidligere har været straffet, bør det ikke være grund nok til at undgå fængsel, som den slags forbrydelser typisk ender i.

Olesen er desuden tiltalt for berøring af seksuel karakter uden samtykke (sexual assault on a female), hvilket i værste tilfælde kan give en fængselsdom på 10 år.

Men med den anklage er det ikke unormalt at få en fængselsstraf. At være fuld på et fly kan maksimalt sende en i fængsel i to år.

Ender Thorbjørn Olesen i fængsel, slipper han for en bødestraf. Kommer han ikke bag tremmer, kan han risikere at få samfundstjeneste.