Golflegenden Greg Norman lagde i sidste uge et billede på Instagram, hvor folk undrede sig over, hvad han gemte i bukserne.

Og hvis han troede, opslaget var glemt, da han lagde et nyt billede på det sociale medie, så tog han fejl.

65-årige Greg Norman smed således et billede op fra sin båd med teksten 'Godmorgen Florida', men folk havde stadig fokus på det andet opslag.

'Vi glemmer ikke det sidste opslag', 'Overraskende at båden er stor nok til jer alle' og 'Manden har en stor hakker,' skrev folk blandt andet i kommentarfeltet.

Et par dage senere lagde den tidligere golfspiller et nyt billede på Instagram. Denne gang gjorde han reklame for et golfur fra Garmin.

'Sæt altid høje standarder. Det vil hjælpe dig med at opnå det maksimale. Lige fra golfbanen til bestyrelseslokalet,' skrev han som tekst.

Men igen havde følgerne kun fokus på billedet, hvor han går en tur på stranden med sin hund kun iført badebukser.

'Han burde skifte sit kælenavn fra hajen til slangen' og 'Alle her ved, at det er et arbejde, der kræver to hænder for hammerhajen,' stod der eksempelvis.

En af Greg Normans tætte venner fortalte tidligere på ugen, at han var bekendt med opmærksomheden, og han fandt det hele underholdende.

Det skriver Daily Mail.

Golflegenden havde en fremragende karriere, hvor han lå nummer et på verdensranglisten i 331 uger i 1980'erne og 1990'erne.