»Jeg blev fuldstændig smadret med ét slag.«

Ordene kommer fra golfspilleren Paige Spiranac, der i sin podcast 'Playing A Round' fortæller om en druktur, der endte galt.

Det var ikke hende selv, der var fuld, men det var den roommate, hun havde på universitetet, og hun havde bedt om at blive hentet.

»Jeg fik hende ind i bilen, og hun havde det helt fint. Vi kørte tilbage, og pludselig da jeg parkerer foran huset, har hun bare fået et blackout. Jeg skal have hende ud fra bilen, op ad en lille trappe, ind på hendes værelse og så skulle jeg hjælpe hende i noget andet tøj,« fortæller Paige Spiranac, der beskriver sin tidligere roomie som en softball-spiller på 86 kg.

Det var dog lettere sagt end gjort. For selvom det lykkedes at få hende ud af bilen, måtte hun kæmpe med at få den fulde roomie indenfor.

Pludselig var det som om, hendes roomie 'vågnede', og hun spurtde direkte ind på sit værelse, lukkede døren og en bekymret Paige Spiranac løb efter hende. Hun var bekymret for, der skulle ske noget.

»Jeg råbte bare 'luk op, luk op', og hun troede, det var en af hendes ekskærester, så hun åbner døren og slår mig så hårdt hun overhovedet kan. Jeg vågnede næste dag med et kæmpe blåt øje,« fortæller 27-årige Paige Spiranac.

Hendes roomie kunne den efterfølgende dag ikke huske, hvad der var sket, og hendes lærere blev bekymrede, da de så hendes ansigt.

For det var bestemt ikke et lille mærke, hvilket hun også har vist frem ved at dele et billede fra dengang.

Paige Spiranac har 2,7 millioner følgere på Instagram, og hun er i sin podcast meget åben omkring flere ting. Blandt andet har hun fortalt om, hvorfor hun spiller uden undertøj, sit datingliv og om sine bryster.

»Jeg er ung, har selvtillid og kan godt lide at føle mig sexet, og jeg synes, at jeg har et flot bryst, og det mener jeg ikke, at der er noget galt i. Hvis du gerne vil vise visse ting frem, så gør det. Jeg har aldrig tænkt, at det var et problem,« har hun blandt andet fortalt om sidstnævnte.