Frank Williams, grundlæggeren af Formel 1-teamet Williams, er død.

Den 79-årige englænder, der efter at være blevet adlet i 1999 officielt hed sir Frank Williams, blev efter længere tids svagelighed indlagt på hospitalet fredag og sov omgivet af sin familie stille ind søndag morgen.

Frank Williams, der som Formel 3-kører kørte på flere danske baner i 1960erne, oprettede sit første Formel 1-team i 1968. I de kommende år hørte Williams-teamet til i bunden af Formel 1-feltet, og den senere sir Frank måtte ofte drive sin forretning fra telefonboksen uden for hovedkvarteret i Reading – indenfor havde British Telecom for længst kappet forbindelsen på grund af ubetalte regninger.

I 1973-74 hjalp cigaretfirmaet Marlboro danske Tom Belsø ind i det lille Williams-team, og Belsø blev med et par løb i 1974 den første danske Formel 1-kører.

Foto: PIERRE ANDRIEU
Vis mere

I 1977 lykkedes det Frank Williams at sikre sig en række saudiarabiske sponsorer, og med de forbedrede budgetter kom resultaterne. I 1979 vandt Williams sine første grandprix-sejre, og teamet var det mest vindende i sporten i 1980erne og 90erne.

Frank Williams blev i 1986 lammet fra halsen og nedefter i en trafikulykke, men fortsatte med at lede teamet fra sin kørestol bagest i pitten.

Da Frank Williams i modsætning til de fleste andre teamchefer aldrig solgte ud til motorleverandører eller sponsorer, gled hans team gradvist ned ad resultatlisterne. I 2013 overtog sir Franks datter Claire ledelsen af Williams-teamet, som familien i 2020 solgte til en amerikansk investeringsfond.

Williams teamet har vundet i alt ni VM-titler for konstruktører (kun overgået af Ferrari med 16) og 116 grandprixer.

Andre læser også